Maria Sofie Petersen er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Der var også talere fra FOA, Københavns Lærerforening, BUPL Hovedstaden og Uddannelsesforbundet.
Tak fordi jeg må være her som repræsentant fra rådhuset. Men jeg vil faktisk starte med at fortælle om en dag i min hverdag, som den var for et år siden. Den gang arbejdede jeg i en vuggestue i Nordvest, og tro mig – det var ofte en presset arbejdsdag. Hovedproblemet var, at der ikke var personaletimer nok. Vi var sågar så pressede, at nogle gange, når jeg skulle på toilettet, begynde jeg at løsne mit tøj og åbne mine bukser på vej mod toilettet, fordi vi var så pressede, at hver et sekund talte.
Så pressede må vores daginstitutioner bare ikke være! Oplevelser som dette var også med i min beslutning om at gå ind i politik. For jeg kunne se, at der skulle gøres en masse. I en kommune som København, der har stigende skatteindtægter og med flere milliarder i opsparing, så burde der være mulighed for at lave mærkbare løft i kommunen. Men det kan man så ikke og hvorfor ikke det?
Budgetloven! Budgetloven er nok den største blokering, vi som kommunalpolitikere har for at løfte vores fælles velfærd. For selv hvis en kommune svømmer i penge, så er der et stramt loft på, hvad vi må bruge. Ja, der er faktisk flere – et anlægsloft, et budgetloft, et driftsloft – og tro mig der er ikke højt til loftet i nogle af dem.
Hvis man i kommunen tænker, “fuck, det vi bruger er mere end hvad loftet siger”, så har man alle de andre kommuner efter sig! Alle kommunerne er puttet i én kasse. Så hvis vi i København bruger mere, end loftet siger, vi må, så skal de andre kommuner spare. Så hvis vi ansætter en pædagog mere, end vi må i København, så bliver der fyret en i Holstebro. Så som kommuner bliver vi spillet ud mod hinanden.
Og det er ikke kun mellem kommunerne, det sker også mellem vores borgere. Vil vi øge udgifterne til et område, så skal der spares et andet sted. Tænkte eksempler: Vil vi sikre flextrafik til alle, der har behov, kan det være, vi må lukke en specialklasse. Skal der være penge til et værested, må der måske skæres på vores borgerrådgivning. Og sådan fungerer det hele vejen rundt. Og det er altså svært at forklare, at grunden til, at vi ikke har herberger nok, kunne være fordi flere børn er startet i skole. Det giver jo ingen mening.
Vi skal ud af disse låste kasser! Denne kassetænkning binder os så fast, at selvom byens befolkning vokser hastigt, står budgetterne i stampe. Og den konstante omfordeling af penge fra et område til et andet tvinger os til at lave kortsigtede løsninger, midlertidige initiativer og forsøgsordninger, selvom det, vi har behov for, er stabile løsninger, der giver fred og ro, til faglighed og trygge rammer.
Alle, der har arbejdet med sociale problemer, ved, hvor mange bevillinger til herberger, sociale mødesteder og løft af udsatte borger, der kun er midlertidige. Men man løser jo ikke en borgers livslange problemer med at hyre en konsulent i et halvt år, eller åbne et nyt værested i ganske få måneder. Denne type kortsigtet tænkning passer godt for en sparemaskine og deres regneark. Men det fungerer ikke i virkeligheden, når man vil skabe reelle forbedringer. Vi må og skal have et opgør med deres Excel-illusioner!
Jeg er så glad for, at der i invitation står ”Læg pres på lokalpolitikerne”, for det er det, der skal til. I skal forsætte med at mobilisere, I skal lægge pres på os, og ja, I skal tvinge os til at skabe forandring og til at stå sammen mod budgetloven. Lige i dag er vi ikke nok. Men hvis vi fælles mobiliserer over alle landets kommuner, har vi en chance for at ændre systemet!
Jeg har et fremtidsønske om, at man fra København til Holstebro kan sikre gode vilkår for alle ansatte og borgere. Ja, tænk engang, hvis vi kunne løfte kommunerne så meget, at ansatte aldrig igen skulle løbe på gangene på vej mod toilettet med åbne bukser.
Sæt kommunerne fri!
Skrot budgetloven!
Tak for ordet og god kamp!
Skrot Budgetloven på Facebook