Der er stadigvæk krige i gang (Yemen har været den længstvarende og mest katastrofale skueplads for krigshandlinger siden 2014), de truende katastrofer (på den ukrainske front) mens disse linjer skrives, og de kæmpebrande, der har været forberedelser til i et enormt omfang og gennem lang tid, men hvis ekstreme farer bliver tydeligere i en bedragerisk tysthed. De tiltagende spændinger i Det Sydkinesiske Hav, og den rolle, som Australien og Storbritannien kommer til at spille dér efter Brexit, side om side med USA, er typiske eksempler på, hvordan det står til lige nu.
Da sommeren gik på hæld i 2021, fandt der to større militære og diplomatiske kriser sted: tilbagetrækningen over hals og hoved af amerikanske og britiske tropper fra Afghanistan, og Australiens brud på den kontrakt (på 55 mia euro), som de havde skrevet under på med Frankrig i 2016 om bygning af 12 ubåde. Den første af disse begivenheder påførte den førende militære magt en ultimativ ydmygelse efter 20 års blindhed og hærgen. Deres britiske næstkommanderende havde i mellemtiden givet endnu et eksempel på dette lands uforlignelige traditionssans ved at føje et nyt afghansk tilbagetog til deres lange og jammerlige krigs- og imperiehistorie. Men det, der skete, blev også anledning til at slå én ting mere fast: Britisk stormagtspolitik – hvor drabelig den end blev vist frem i tiden lige efter Brexit – er og bliver på den amerikanske strategis nåde, uanset hvor meget Boris Johnson (og Tony Blair) brokkede sig over beslutningen om at trække sig ud.
En dobbelt militær-diplomatisk krise
Den anden begivenhed var i en vis udstrækning en kontrast til den første: afbrydelsen af kontrakten mellem Australien og Frankrig blev fødselsattesten for en ny sikkerhedspagt mellem Australien (A), Storbritannien (UK) og Amerikas forenede Stater (USA): AUKUS. For USA og Australien føjede den nye alliance en (ekstra) dimension til deres ’dialog’, der allerede var i gang inden for rammerne af ’Quad’’, et uformelt partnerskab, der blev indgået i 2007 (og genoplivet i 2017) mellem USA, Australien, Indien og Japan, i et nyt scenarie for en indkredsning af Kina.
For Storbritannien efter Brexit er der en tredobbelt interesse: For det første, genforhandlingen af kontrakten byder på markante industrielle fordele for Rolls Royce-fabrikkerne og for våbengiganten BAE Systems. For det andet, partnerskabet åbner op for nye muligheder for Johnson-regeringen efter de seneste års skuffelser og fraværet af enhver reel åbning af den store handelsaftale mellem Storbritannien og USA, som Johnson så inderligt tragtede efter og slog stort op (hverken Biden eller Trump før ham havde tilsyneladende nogen som helst interesse i det projekt). Og til sidst, og frem for alt, med AUKUS ser det ud til, at det store Efter Brexit-restaureringsprojekt af britisk stormagtspolitik er ved at tage lidt mere form: ’Storbritannien over hele verden’.
’Global Britain’
Global Britain er, som det første, titlen på et officielt britisk regeringsdokument, offentliggjort i marts 2021: Global Britain i en konkurrencetid: den integrerede oversigt over sikkerheds-, forsvars-, udviklings- og udenrigspolitik.
Premierministeren præsenterede heri sit projekt for UK i 2030: Global Britain bekendtgør en historisk omlægning af udenrigspolitikken i forhold til Sydøstasien og den såkaldte ’Indo-Stillehavs’-zone (1), centreret omkring en række militære prioriteringer (med en drastisk forøgelse af forsvarsbudgettet (2), frem for alt defineret som en reaktion på Kinas voksende rolle i regionen og i verden i det hele taget. Ifølge Global Britain vil vi være den europæiske partner med den største og mest integrerede tilstedeværelse i Indo-Stillehavsområdet, et langsigtet engagement, baseret på tætte og dybe bilaterale og multilaterale partnerskaber’. (3)
Den britiske stats ledere kan nu fremstå som de stolte konservatorer af et ophøjet nationalhistorisk kald, som EU’s uduelige formynderi angiveligt har spændt ben for, efter at UK kom med i EU i 1973. Boris Johnson, der dengang var udenrigsminister, formulerede det netop på denne måde i en tale, som han holdt i Manama (Bahrain) i slutningen af 2016, få måneder efter EU-folkeafstemningen: Da den daværende Labour-regering i slutningen af 60’erne besluttede at trække sig ud af deres baser syd for Suez, gjorde den sig skyldig i den store fejl, det var at opgive Storbritanniens prestige og status som en verdensmagt; i 1972, bare et år efter at de havde trukket sig tilbage fra den store flåde- og flybase i Singapore – hovedsymbolet på britisk imperial og militær magt – havde Storbritannien skrevet under på at være med i EEC, det lige så store symbol på national kapitulation, ifølge de nuværende forkæmpere for Global Britain. (4)
Som Mehdi Boussebaa tydeligt har påvist, så er Global Britain blevet et gængs udtryk i den politiske debat, i medierne og inden for forskningen. (5) Dette udtryk er også uadskilleligt fra et andet, det virkelige slogan for denne strategi: ’Øst for Suez’ er nu feltråbet for en magtfuld militarisme, badet i det ravgule skær af en fuldstændig senil imperienostalgi, enormt bekostelig og allerede dødbringende (hvis man ser på det enorme logistiske bidrag til Saudi-Arabiens krig i Yemen – hvor Frankrig selvfølgelig heller ikke holder sig tilbage). Men det kan ikke overraske, når man tænker på den mentale verden, som denne generation af politikere færdes i, en arv fra Eton (den ultimative version af elitedyrkelse i det britiske skolevæsen), hvor lovprisningen af det imperialistiske heltemod fra forgangne dage stadigvæk hører til pensum. (6)
Det er så meningen, at bruddet med Europa har givet momentum til et generelt restaureringsprojekt, der begynder med genopbygningen af de fordums strategiske positioner, allerførst på den arabiske halvø.
Storbritannien har genåbnet en permanent militærbase, for 40 millioner pund, i Bahrain i 2018 (det vil sige 47 år efter, at de trak sig tilbage fra den base, de havde dér indtil 1971). Der kan nu indkvarteres 500 soldater, matroser og piloter. Dette anlæg (Mina Salman Port) er udset til at være det største operationscenter for Royal Navy uden for UK.
I september 2020 bekendtgjorde den britiske forsvarsminister en investering på 23,8 millioner pund til en udvidelse af havnen i Duqm i Oman, hvis kapacitet på den måde blev tredoblet, for ifølge forsvarsministeren ’at kunne facilitere indsættelser af Royal Navy i Det Indiske Ocean’. Det er der ikke noget nyt i, når man tænker på den lange historie, der knytter de to monarkier tæt sammen, og graden af britisk involvering i administrationen i Oman, der langt henad vejen har karakter af at være en britisk vasalstat. (7) Men vi har til gode at se, hvor stort omfanget er af dette logistiske netværk mellem Oman og basen i Brunei (8), et netværk, der går igennem Diego Garcia, et britisk territorium i Det Indiske Ocean, som er udlejet til USA, der på dette sted har oprettet en af deres vigtigste militære baser i verden (som der, nu vi er ved det, er ca. 800 af i 80 stater, her flere hundrede er placeret lige op til Kina). (9)
AUKUS, den seneste udgave af imperialistiske alliancer i Sydøstasien
Det gør det nu muligt for os at forstå vigtigheden af en tredje begivenhed, der fandt sted i løbet af sommeren 2021, og som ikke blev diskuteret i Frankrig. Mellem maj og september sejlede den Britisk Luftbårne Slagstyrke (CSG), bestående af et hangarskib, syv krigsskibe og en atomdrevet ubåd, fra den engelske kyst til Det Sydkinesiske Hav, Japan, Sydkorea, og til sidst Guam, for så at vende tilbage til Portsmouth i december. CSG (sammen med en slagstyrke fra USA) har på den måde besøgt 40 lande og organiseret snesevis af fælles militære øvelser som en fremvisning af militære og diplomatiske alliancer under navn af hengivenhed for ’vore demokratiske værdier’, ’retssikkerhed’ og en ’international regelbaseret orden’ over for en kinesisk magt, der står for det modsatte af alt dette.
Denne flådeekspedition, der ikke kunne undgå at give anledning til de mest højtravende og svulstige nationalistiske tilkendegivelser, viste i praksis, hvad Global Britain kunne betyde ’øst for Suez’. Ud over den vigtige diplomatiske dimension leverede iscenesættelsen af det nye slogan først og fremmest en kontrast til den langtrukne fiasko i Afghanistan og til ydmygelsen ved at måtte trække sig ud af den. Lad os også tænke på CSG’s reklameværdi, en sejlende plakatsøjle for en stat, der tilfældigvis er verdens næststørste våbensælger (10), langt bagefter USA, men klart foran Rusland og Kina. En højtstående officer sagde det ligeud: ’Vi tror, der er et marked for en mere vedvarende tilstedeværelse af den britiske hær (i Asien).’ (11) Den nye AUKUS-alliance er derfor kommet særdeles tilpas for at kunne støtte og konsolidere den nuværende neoimperialistiske militaristiske dynamik.
Det må i øvrigt erindres, at AUKUS i sig selv er den seneste udgave af en række af ældre imperialistiske alliancer i Sydøstasien, hvor et af de fælles mål var at dæmme op for den kommunistiske indflydelse i regionen fra Kina og Vietnam. Vi kan heller ikke se væk fra den ustabile, men vedvarende indlejring af talrige organisationer, alliancer, partnerskaber og forsvarspagter mellem Malaya (senere Malaysia), Singapore, Australien, New Zealand, Thailand, Filippinerne, Indonesien fra 1966 (efter udryddelsen af de indonesiske kommunister), først under britisk imperialt formynderskab, der i hastigt forfald måtte vige pladsen for USA’s overherredømme. (12)
Som historikeren Wen-Qing Ngoei fra Singapore så glimrende forklarer det, så har denne historie generelt ligget hen i mørke eller er blevet misforstået, fordi fokus i altovervejende grad har været på Vietnam-krigen, set ude af sin regionale kontekst, og kun gennem enkeltkonfliktens prisme. Det har ført til en stærkt vildledende undervurdering af det, der tværtimod var etableringen af USA’s varige imperiale overherredømme med dannelsen af ’inddæmningens bue’ – en inddæmning af kommunisme i Sydøstasien, bestående af Malaysia, Singapore, Filippinerne, Thailand og Indonesien (der alle var med ved tilblivelsen af Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, ASEAN, i 1967) (13)
Det er derudover yderst bemærkelsesværdigt, fra denne synsvinkel, at CSG meget påfaldende deltog i en fælles militærøvelse inden for rammerne af FPDA (Five Powers Defence Arrangement), indgået i 1970 mellem Storbritannien, Australien, New Zealand, Singapore og Malaysia, umiddelbart før den britiske tilbagetrækning fra Singapore. (14) Den store britiske ’maritime renæssance’ bekræftede derfor kun endnu en gang en rolle som hjælper for amerikansk magt inden for rammerne af en grundfæstet engelsktalende alliance, hvor der valgtes et pro-USA-tilhørsforhold med overmodig iver: håbet om, eller chancerne – om man vil – for at finde tilbage til svundne tiders verden ’øst for Suez’, som vi forlod den, før det sidste tæppefald for ’imperiet’ for 51 år siden. Men det er en antikveret idyl, hvor opmuntrende grammofonen end skratter, og den national-kolonialistiske nostalgis gulnede klicheer må synes at være.
Den kinesiske ekspansionismes nye dynamik og genopbygningen af verdensordenen
Truslen om kommunistisk ’smitte’ er ikke ligefrem på dagsordenen, og hvis Kina vækkes eller bliver ved med at skabe mistillid eller fjendtlighed fra nabolande, så er situationen dybtgående forandret og modsætningsfyldt: Det er helt sikkert, at blandt de ting, som den hastige kinesiske ekspansionisme indebærer, er bestræbelserne på at få et territorialt meget omfattende fodfæste i Det Sydkinesiske Hav, med kravet om en maritim zone, der strækker sig fra Taiwan til Borneos og Bruneis nordlige kyster (’nipunktslinjen’), der omkranser forskellige små øgrupper (Paracel-øerne. Nansha/Spratly-øerne) – nogle af dem til tider hjemsted for militærbaser, og nogle af dem gør Taiwan eller Vietnam krav på, andre Filippinerne, Brunei eller Malaysia. (15).
Men den første konsekvens har været, at det kinesiske militær er blevet meget stærkere i løbet af de seneste 20 år og har for nylig fået i hvert fald dele af USA’s militære elite til at konkludere, at ’USA’s militære overlegenhed er ikke længere så sikret, som den var før, og det har meget alvorlige implikationer for USA’s interesser og for amerikansk sikkerhed. ’ (16) Og denne bekymring er på det seneste blevet til en udtalt frygt efter den succesfulde afprøvning hen over sommeren i 2021 af et nyt kinesisk supersonisk våbensystem. Det gav anledning til megen snak om det ’sputnik-momentum’, som i relation til opsendelsen af den sovjetiske satellit i 1957, midt under den kolde krig, blev set som et tegn på, at USA, teknologisk og militært, i katastrofal grad var sakket bagud i kapløbet om rummet.
Men i denne region som helhed forbinder ny og gammel frygt og gensidige beskyldninger sig med de udfordringer, som den enorme vækst i samhandel med Kina indebærer. Man kan f.eks. tænke på den pludselige og meget omfattende vækst i økonomiske relationer mellem Kina og ASEAN-landene (den antikommunistiske bues store alliance, dannet i 1967). Mellem 2010 og 2020 er Kinas direkte investeringer i ASEAN-landene vokset med 100 pct. I den samme periode er omfanget af Kinas samhandel med ASEAN-landene blevet fordoblet (Kina har været ASEAN-landenes største samhandelspartner helt siden 2009), og den er blevet næsten firedoblet siden 2005 (det år, hvor handels- og vareaftalen mellem ASEAN-landene og Kina blev indgået). (17) Det er ud fra det, vi må forstå den manglende enighed, ja, ligefrem mistillid fra ASEAN-lederes (Malaysia, Indonesien). side over for AUKUS, den seneste manifestation af et endeløst våbenkapløb, vendt mod denne region, uden at tage det ringeste hensyn til, hvordan man ser på det i de lande, som det tilsyneladende berører allermest. (18)
Men i forbindelse med det, som blev omtalt ovenfor, må vi også tænke på omfanget af de investeringer, som Kina har foretaget inden for rammerne af Belt and Road-initiativet (BRI, eller ’den nye silkevej’). I 2013 fremlagde Xi Jinping i Kasakhstan dette enorme projekt for udviklingen af handels- og transportinfrastruktur i ca. 60 lande. Fire år senere, i Beijing i maj 2017, fremlagde han et budget på 124 mia. dollar for BRI, der derudover i oktober samme år blev indoptaget i selve forfatningen for Kinas Kommunistiske Parti (CCP).
Fra de vestafrikanske kyster til New Zealand, til store havneanlæg i Djibouti og Sri Lanka, er Kina i stand til og parat til at omstrukturere intet mindre end verdensordenen. (19) To yderligere udviklingsforløb, tilsyneladende mindre, og dem er der mange af, fremstårr som symboler på denne dynamik: Kina er nu New Zealands vigtigste samhandelspartner, og 30 procent af landets eksport er til Kina. New Zealand, der ellers har været fast deltager i de pro-britiske og pro-USA-alliancer i regionen, trak sig for nylig ud af ’Five Eyes Alliance’, den organisation, der blev dannet under Den kolde Krig, og som skulle dele klassificerede efterretninger mellem USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand. Selv om sidstnævnte land ikke var nogen større bidragyder til denne 100 procent engelsktalende alliance, så er deres nylige frafald ikke desto mindre symptomatisk for ambivalente holdninger og nyorienteringer i disse tider.
Et andet eksempel: Det arealmæssigt enorme Mikronesien (en føderation af fire stater med i alt 600 øer) er placeret under USA’s militære ’beskyttelse’ inden for rammerne af en traktat, der udløber i 2023. Med vedtagelsen af et samarbejde (i 2017) mellem Mikronesien og Kina inden for rammerne af BRI (20) ser der ud til at være en mulighed for, at Kina erstatter USA’s tilstedeværelse i det mindste i en del af øhavet. (21) Denne mulighed træder endnu tydeligere frem med folkeafstemningen i den mikronesiske stat Chuuk (’Stillehavets Gibraltar’), der skal finde sted i denne måned.
Kinas nutidige dynamik får det reelt til at virke forældet med det pro-USA/anti-Kina-apparat, der blev stablet på benene under den kolde krig, og hvis formynderskab Global Britain og AUKUS giver sig ud for at være en fornyelse af. Beijing har de økonomiske, kommercielle, diplomatiske og militære ressourcer, og er i en position, hvor de af alle disse grunde kan gå ud over alt, hvad det historiske engelsktalende overherredømme har at byde på. Det eneste, som de så kan komme med, i en fase med åbenlys tilbagegang, er den lovede krigs katastrofe, der vil gøre det muligt at bibeholde dets dominans, alt sammen i navn af den hellige treenighed af militærmagt, racisme og imperialisme. Det står tilbage at se, i hvor høj grad dette løfte kan holdes, selv om erfaringer på dette område giver yderst beskeden anledning til nogen form for optimisme. Den kinesiske ekspansions karakter – dens autoritære træk, dens mulige tilflugt til gældsfælden – er det endnu ikke muligt at beskrive nærmere, når man ser på de nye modsigelser, som den vil medføre. Da Xi Jiping i 2014 erklærede: ’Når alt kommer til alt, så er det op til Asiens folk at tage hånd om asiatiske anliggender, at løse asiatiske problemer og at forsvare asiatisk sikkerhed.’ (22), må det være rimeligt at spekulere på, om det er partitoppen i Beijing, der menes med ’Asiens folk’. Det står også tilbage, om vi får lov til at høre de affældige verdensherrers bud, deres jamren over en slags orden, der er nået til vejs ende. Det ultimative spørgsmål er, hvordan man skal undgå at nå dertil sammen med dem, hverken der, eller her, eller andetsteds.
Februar 2022
Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen
Først bragt på fransk i L’Anticapitaliste
NOTER:
I den engelske version er der links til flere af nedenstående henvisninger..
(1) Denne betegnelse har været anvendt siden 2010 til at beskrive behovet for strategiske alliancer, hvis formål er at lukke Kina ude fra et område, der tilfældigvis falder sammen med det, som Quad (’Firesidet dialog’) omfatter.
(2) Med udgifter på 59,2 mia $ i 2020 er UK’s militære budget steget fra at være det 8. største (i 2019) til nu at være det 5. største.
(3) Den britiske regering, marts 2021, s. 65 ’Global Britain in a Competitive Age’.
(4) ‘Udenrigsministerens tale: ‘Storbritannien er tilbage øst for Suez’’, Manama, Bahrain.
(5) Mehdi Boussebaa, ’In the shadow of empire: Global Britain and the UK business school’, Organization,27/3 (2019), s. 483-493.
(6) Cf. James Wood, London Review of Books, 41/13 (4. Juli 2019): ‘These Etonians’.
(7) Den dybdeborende journalist Phil Miller forklarer det udmærket i Double Down News, 5. maj 2021:’The Secret Cabal Thar Proves Colonialism Never Ended’.
(8) Brunei, et lille olierigt sultanat, hvor den eneste permanente britiske base i regionen befinder sig. Den kan huse 1000 soldater, og finansieres af sultanen selv.
(9) Diego Garcia er hovedøen i Chago-øgruppen, som Storbritannien tog fra republikken Mauritius på tærsklen til, at den blev uafhængig. Dens indbyggere blev fordrevet mellem 1965 06 1973 for at muliggøre oprettelsen at en militærbase for USA, hvis lejemål, der udløb i 2016, blev fornyet indtil 2036, uden den mindste hensyntagen til international lov, FN’s resolutioner, og Den Internationale Domstols kendelser.
(10) BBC, 6. Oktober, ‘UK remains the world’s second-biggest arms dealer, figures suggest.’
(11) General Carleton -Smith, citeret af Phil Miller i The Daily Maverick,20. November 2020.
(12) Den bedst kendte af disse pagter er sikkert det asiatiske modsvar til NATO, den sydøstasiatiske traktatorganisation, SEATO, indgået i 1954.
(13) Wen-Qing Ngoei, Arc of containment: Britain, the United States and Anticommunism in South-East Asia, Singapore, ISEAS, 2019.
(14) Den britiske ambassade, Bangkok, juli 23, 2021, ’UK carrier strike group in the Indo-Pacific.’
(15) Over for – bare lige for at huske på det – mere end 120 USA-baser i Japan, næsten 100 i Sydkorea, nye projekter for endnu flere baser på i Guam, Marianer-øerne, Australien, 5 baser i Filippinerne efter total evakuering i 1991.
(16) Citeret i D. Lague, B Kang Lim, Resuters, 23. april 2019, ’How China is replacing America as Asia’s military titan.’ ‘Aggressivitet’ fra Beijings side, ingen tvivl om det. Og hvorfor?
(17) 24. november 2021, s.3, ’Overview of ASEAN-Kina-relations.’
(18) Dino Patti Djalal (Indonesien), East Asia Forum, 28. Oktober 2021, ‘Asian responses to Aukus security dynamic.’
(19) Kina er Afrikas førende samhandelspartner, foran USA siden 2009, uden at glemme de 100 $, der blev skænket til den afrikanske union til ’fredsinitiativer’, den massive tilstedeværelse i Djibouti og tilnærmelsen til lande på den arabiske halvø. Vi kan lære met af at læse denne note fra Congressional Research Service, 4. september 2019, ’China’s engagement in Djibouti.’
(20)) Syv andre Stillehavs-stater er med: Vanuatu, Fiji, Tonga, Niue, Cook Island og New Zealand.
(21) Om dette emne og en meget bemærkelsesværdig fremstilling af BRI, cf. Loh Peying, The Kontinentalist, 11. november 2018, ’Understanding the Belt Road.’
(22) Citeret i D. Lague, B Kang Lim (cf. note 16).
