Rapporten slår fast, at det må og skal begynde at gå den anden vej allerede i 2025, og at verdens udledning i 2030 skal være reduceret med 43 procent. Selv hvis alle lande lever op til de målsætninger, de har opreklameret – altså f.eks. Danmarks 70 procent-reduktion – vil verdens samlede udledning frem til 2030 i stedet stige med 14 procent, med over 3 graders temperaturstigning som sandsynligste konsekvens.
Rapporten har fokus på de teknologiske løsninger (og deres økonomi), og med en hær af ingeniører og ”klimaøkonomer” som leverandører af baggrundsmateriale er der absolut ikke tale om teknologi-pessimisme eller bevidst systemkritik. Alligevel havde rapporten problemer med at slippe igennem det politiske niveau i FN – angiveligt af denne grund blev præsentationen faktisk seks timer forsinket. Om der er blevet censureret i indholdet fremgår ikke. Men uanset det, er der skarpe budskaber i rapporten, som for eksempel:
At pengestrømmen til grøn omstilling ligger 3-6 gange under behovet, mens både offentlige og private midler stadig strømmer til fossile investeringer – som der slet ikke er plads til i CO2-regnskabet.
At der er brug for en radikal omstilling af produktion, forbrug og adfærd – især i den rigeste tiendedel af verdens befolkning, der står for 34-45 procent af udledningerne (mens den fattigste halvdel deles om 13-15 procent). Rapporten vover endda at tale om ulighed og nævne begrebet ”progressiv beskatning”…
At den økonomiske vækst (dog kaldet ”indkomstvækst”) – som hele den kapitalistiske økonomi er bundet op på – er en hoveddrivkraft bag den truende katastrofe.
At forventningerne til, at teknologiske fix (CO2-lagring, Power-to-X og hypotetiske landbrugsteknologiske nyskabelser m.v.) skal kunne nå at yde store bidrag til at stoppe udledningerne tids nok, er helt urealistiske.
Mavepuster til dansk klimapolitik
Alt sammen budskaber, der er en total mavepuster til de nuværende danske klimaplaner og (manglende) aktuelle indsatser.
Regeringens grundlæggende politik, som man har vundet flertal for i Folketinget, er tydeligvis netop den, at produktionen og den materielle vækst kan og skal fortsætte mere eller mindre uanfægtet – og så vil teknologiske fix og markedskræfterne, med hjælp fra nogle beskedne afgifter, nok gøre det hele lidt grønnere og sikre 70 procent-målet. Hvilket må være alt rigeligt…
Disse drømmerier modsiges lodret af rapporten.
De allerseneste groteske eksempler på regeringens katastrofale kurs er:
At end ikke diskussionen om gas-støtten til Putins krig har fået regeringen til at afblæse f.eks. gasledningen til 800 millioner kr. til fortsat fossilbaseret sukkerproduktion på Lolland.
At regeringen og folketingsflertallet trodser alle seriøse undersøgelser og fortsat vil poste milliardstøtte i hybrid-biler under påskud af, at de er ”grønne”.
At man – for nu lige at tage den med – vil poste store summer i ”grønt brændstof” til noget så absurd som indenrigsflyvning i Danmark.
Og at man i det såkaldte ”nationale kompromis” nu beslutter en stor offentlig gældsætning til et voldsomt dansk bidrag til oprustning af et i forvejen totalt overlegent NATO. En oprustning, der i sig selv vil give en stor forværring af CO2-udlednings-regnskabet. Men frem for alt er en helt katastrofal fejlprioritering, fordi der er akut brug for disse og mange flere milliarder til grønne statslige investeringer i offentlig transport, grøn energi (vind, sol m.v.), ikke mindst infrastruktur til den grønne energi (forstærket elnet), mere fjernvarme osv. osv.
Forårsoffensiv
Disse eksempler er bare toppen af et isbjerg. Et isbjerg af planer, der sætter fortsat uforstyrret vækst i den kapitalistiske markedsøkonomi som ufravigeligt grundlag – og følgelig rummer alle de elementer, som ifølge klimarapporten forhindrer os i at nå de nødvendige udledningsmål tids nok til at begrænse katastrofens omfang.
Med coronaens afslutning (eller pause…) er det tid for en forårsoffensiv for klimabevægelsen. En offensiv for en klimapolitik, der sætter øjeblikkeligt punktum for ”business as usual” på forventet efterbevilling. Der for eksempel stopper alle investeringer i fossil energi her og nu – blandt andet alle gasprojekterne. Der f.eks. også stopper alle motorvejsprojekterne til fordel for langt bedre og billigere kollektiv trafik (på bl.a. dette område er der også lokal modstand at bygge den nationale bevægelse på). Og som kræver offentlige milliardinvesteringer i grøn omstilling (frem for oprustning).
Altså en offensiv for en radikalt anderledes klimapolitik. Hvilket mere og mere åbenlyst også kræver et nyt folketingsflertal og en ny regering.
SAP’s forretningsudvalg, den 6.april 2022
