Om den fredstraktat, der blev indgået i Versailles i 1919, sagde Frankrigs daværende premierminister, Georges Clemenceau, “at den vil give os problemer, elendigheder, vanskeligheder, og det vil fortsætte i mange år.” Med denne dystre profeti som afsæt skildrer den indsigtsfulde historiker og journalist, Vibe Termansen, i bogen Kampen om Centraleuropa (2019), det urolige Østeuropa og nogle af de personer, der har været bestemmende for regionens udvikling.
Invasionen af Ukraine gør det relevant at (gen)læse bogen, idet den påviser paralleller mellem den nationalisme, der i de senere år er blusset voldsomt op i de tidligere østbloklande, og som – verbalt og mentalt – ligner mangt og meget af det, der sker i Rusland.
Vibe Termansen indleder med at spørge – med Gorbatjovs ord om “det europæiske hus fra Ural til Atlanten” in mente – om Østeuropa så i virkeligheden er Centraleuropa. Hertil vil det gængse svar nok være, at Østeuropa omfatter landene syd for Østersøen og ned til Sortehavet. Hvad så med Baltikum – er de nordiske lande? Og ex-Jugoslavien og resten af Balkan? For slet ikke at tale om Belarus og Ukraine.
Omkring Første Verdenskrig taltes der om et ”Mellemeuropa”, hvor Tyskland var kernen. Den tjekkiske demokratiforkæmper og dets første premierminister, Tomáš Masaryk, så det som Centraleuropa, mens Polens samtidige autoritære leder, Jósef Piłsudski og andre fra den tidligere polsk-litauiske union stræbte efter at skabe Intermarium – et polskdomineret imperium – fra Ishavet til Adriaterhavet og Det Kaspiske hav.
Geografiske definitioner er ikke ligegyldige; de afspejler magtinteresser og -indflydelse. I dag baserer Østeuropa-definitionen sig på den kolde krigs opdeling i interessesfærer mellem den kapitalistisk dominerede verden og den Sovjetdominerede. I dag bør vi imidlertid opfatte Europa anderledes, og her appellerer bogen til den frugtbare tvivl: Stol ikke blindt på, hvad andre siger.
Det urolige Østeuropa
Vesteuropas grænser har siden 1870’erne været ret stabile med få ændringer: Alsace-Lorraine (1871-1918), Sønderjylland (1864-1920), Irland 1922 og Norge, der blev selvstændig i 1905. I samme periode har der været voldsomme ændringer i Østeuropa. Imperier er gået under, en halv snes nye lande opstod, borgerkrige og grænsestridigheder var hyppige.
Sidst i 30’erne havde kun én af de stater, der opstod efter Første Verdenskrig, overlevet som liberalt demokrati: Tjekkoslovakiet. Mønsterstaten med mindretalsrettigheder, men også med problemer med tre millioner sudetertyskere i landets vestlige del. Dem brugte Hitler i 1938 som et påskud til at invadere landet – med accept af England og Frankrig.
Også Anden Verdenskrig ændrede grænserne i Østeuropa. De baltiske lande blev opslugt af Sovjet, der tillige tog en bid af Tjekkoslovakiet for at få fælles grænse med Ungarn. Østpreussen blev delt mellem Sovjet og Polen, der tillige fik Pommern og Schlesien.
Efter Murens fald blev de tidligere Østbloklande selvstændige nationer, og de to Tysklande blev til ét, men hermed var det ikke slut. For ud af krigene i ex-Jugoslavien, opstod der 7 nye lande – med forbehold for eventuelle nye grænsestridigheder mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina.
Krige på europæisk jord fører, med andre ord, til grænseændringer. Om det også vil ske i kølvandet på invasionen i Ukraine, er i skrivende stund uvist. Sker det, da kan det fx omfatte Moldova og Transnistrien samt udbryderrepublikkerne i Donbas.
Efter Napoleonskrigene blev Europa opdelt i det liberale vest, med tiden byggende på Oplysningstidens idealer om en kritisk offentlighed, mens landene i øst længe bevarede feudal-autokratiske styreformer. En arv, de stadig ikke – trods flere ihærdige forsøg – helt har kunnet løsrive sig fra. Skillelinjerne mellem det vestlige og det østlige Europa er gamle og dybe, og de overvindes ikke, blot fordi de østeuropæiske lande indtræder i EU og NATO.
Polen og Ungarn som rollemodeller
De demokratiske udfordringer er størst i de toneangivende lande, Polen og Ungarn, og det er da også dem, der fylder mest i bogen. Til gengæld er der intet er om Baltikum, Balkan, Belarus og Ukraine, hvad der, for mig, er bogens største mangel.
Op gennem 90’erne blev Polen og Ungarn regeret af centrum-regeringer, men efter årtusindskiftet vandt stærke katolsk-nationalistiske partier øget indflydelse. Til glæde for USA, hvis daværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, kaldte de tidligere Warszawapagtlande for “det nye Europa”, thi de var langt mere villige til at følge USA’s ønsker om en hårdere kurs mod Rusland, mens lande som Tyskland og Frankrig i stedet søgte samhandel og diplomati.
Polen var det første europæiske land, Trump besøgte, da han blev præsident. Ved en mindehøjtidelighed for opstanden mod tyskerne i 1944 holdt han en tale, der var skrevet af en polsk højreradikal anti-semit, hvor han blandt andet sagde, at ”i det polske folk ser vi Europas hjerte og sjæl.” Også Biden besøgte Polen, som eneste europæiske land, efter at have været til NATO-topmøde.
Forståeligt, at Polen med sin blodige fortid in mente, frygter indflydelsen fra fremmede magter, hvad enten det så er Tyskland, EU eller Rusland. Det er dog tydeligt, at Polen er ude i et dobbeltspil. Man vil gerne have EU’s tilskudsmilliarder, men man vil ikke leve op til de kriterier og krav, man skrev under på ved optagelsen, fx uafhængige domstole, frie medier, bekæmpelse af diskrimination og hadtale. Nok afbryder Polen nu næsten al samhandel med Rusland, men ikke desto mindre, så tjener Rusland som den trussel, der er med til at give regeringen endnu større opbakning til dens national-chauvinistiske politik.
Det giftige og hadefulde klima, der har været normaltilstanden, siden PiS kom til magten – og som kan findes i de fleste europæiske lande. – danner grobund for mordet på den kristne, konservative, fordomsfrie borgmester i Gdansk i 2019. Sammen med ti andre indvandrervenlige borgmestre fra landets største byer, stod han på en dødsliste, udsendt af det højreradikale katolske Hele Polens Ungdom. Begrundelsen for at likvidere borgmesteren var “liberalisme, multikulturalisme, stupiditet.”
Polske og russiske imperiedrømme
Kræfter, der står PiS-regeringen og den katolske kirke nær, holder liv i drømmen om at genoplive et polsk imperium, Intermarium – landet mellem Østersøen og Det Sorte Hav. – et rige af slavere, bundet sammen af kultur, familieværdier og religion.
Parallellerne til Putins drøm om et pan-slavisk rige, omfattende det tidligere Sovjetunionen, er tydelige. I Polens tilfælde er de dog aldrig nået længere end til drømmen derom. Begge lande bygger på værdier som konservatisme, kollektivisme, offervilje, idealisme og troskab, og ser sig selv som heroiske civilisationer, der er omgivet af fjender: Skal de to lande bestå, så må de selv kæmpe for det. Mistroen til udlandet er stor.
Er Orban fremtidens mand?
Med Ungarn er det anderledes. Her er Orbans forbilleder Indien, Kina og Tyrkiet. Og Rusland, som han har så gode relationer til, at han kaldes Putins trojanske hest i NATO og EU. Orban vil ikke fordømme invasionen i Ukraine, og tillader ej heller, at der sendes våben til Ukraine via Ungarn.
Også Orban går i rette med bureaukraterne i Bruxelles, men bruge EU som malkeko til at berige sig og sine nærmeste med, det gør han gerne. I hans regeringstid – og han har lige vundet valget med 53,5 procent – har landet udviklet sig til et kleptokrati, som EU ikke aner, hvad man skal stille op med. Fælles for Orban, PiS i Polen og Putin er deres åbenlyse modvilje – af og til også politimæssige indsats – mod det åbne, mangfoldige samfund, den frie forskning, ngo’ere, og hvor anti-semitismen og anti-feminismen lurer lige under overfladen.
Orban mener, at EU skal holde sig til frihandel og den fælles valuta, og så ellers lade hvert land selv afgøre, hvordan de fortolker begreber som demokrati og magtens tredeling. Både Orban og PiS vil “nationernes Europa.”
Eller som en polsk udenrigsminister i 2016 sagde til den tyske avis Bild: “Som om verden automatisk bevæger sig i én retning, efter den marxistiske model, mod en blanding af kulturer og racer, en verden af cyklister og vegetarer, der er afhængig af vedvarende energi og bekæmper al religion. Dette har intet med traditionelle polske (og ungarske og russiske, min anmærkning) værdier at gøre.”
Orban, PiS og Putin er enige om, at hovedfjenden er de liberale – ikke længere de røde, selvom en del af retorikken stadig er antisocialistisk. De er også enige om, at religionen skal være et bærende samfundselement. At Putin er ortodoks-protestant, og PiS og Orban er katolikker, er uden betydning. Det afgørende er den plads, religionen har i samfundet og i politikken.
Orban drømmer om at udvide landets grænser betydeligt og har udgivet kort, der omfatter store dele af Serbien, Rumænien, og Slovakiet samt halvdelen af Kroatien. Områder, som huser de ca. 3 millioner ungarske efterkommere, der blev udskilt, da Østrig-Ungarn brød sammen i 1918. Orban har allerede taget forskud på festen og har givet udlandsungarerne ret til uddannelse, sundhed og arbejde i Ungarn samt stemmeret – hvilket har været med til sikre hans genvalg.
Således gærer det fortsat i Central- eller Østeuropa, og vi har næppe set den sidste grænseændring, hvilket da også er én af bogens pointer.
Den læseværdige bog anbefales, både for dens grundige formidling af det historiske stof, dens skildring af en række hovedpersoner, der tegnes med få, præcise, ironiske strøg. Endelig hjælper den til at forstå, hvorfor Versailles-freden fortsat hviler som en forbandelse over store dele af Europa.
Vibe Termansen: Kampen om Centraleuropa, 216 sider, 2019. Gads Forlag Pris. 189 kr.
