Fremad Andalusien holder kampagnemøde i Sevilla den 18. juni. Foto: @Pilaresdiferent
Det konservative Partido Popular (PP) fik sit første absolutte flertal nogensinde med 58 af de i alt 109 mandater. Sammenlignet med valget i 2018 var der tale om mere end en fordobling af stemmeandelen, fra 20,8 til 43,1 procent. Den samlede vælgeropbakning til højrefløjen og det yderste højre – PP, det racistiske og fremmedfjendske Vox og det neoliberale Ciuadanos, steg fra 50 til 59,9 procent, fordi 260.000 tidligere vælgere skiftede fra venstre til højre.
Den samlede tilslutning til den brede venstrefløj – det vil sige det spanske Socialdemokrati (PSOE), koalitionen For Andalusien (anført af det Forenede Venstre (IU) og støttet af Podemos) og Fremad Andalusien (AA) var på 36,4 procent, en tilbagegang fra det i forvejen dårlige resultat på 44,1 procent i 2018.
Stemmerne til venstre for PSOE, som tidligere gik til Andalusiens Komunistiske Parti og senere til IU og Podemos, faldt fra 16,2 til 12,3 procent (det var på 21,7 procent så sent som i 2015). Fordi disse stemmer blev delt mellem AA og For Andalusien faldt det samlede antal mandater sammenlignet med 2018 fra 17 til 7.
PP blev det største parti i alle Andalusiens otte provinser – Jaén, Almeria, Sevilla, Córdoba, Málaga, Huelva, Granada og Cádiz, hvor PSOE for første gang mistede Sevilla. Alle hovedstæderne i de otte provinser gik også til PP.
Og alligevel, gemt bag disse sorte tal spirer et håbets frø. AA, den eneste ægte venstreorienterede og andalusiske kraft i valget overlevede den udryddelseskrig, som blev ført mod dem af IU Andalusien, som siden 2020 har været besat af at genvinde sin position som den eneste repræsentant for de holdninger, der ligger til venstre for PSOE.
I denne operation fik de ikke kun støtte fra IU og Podemos på statsligt niveau, men – næsten hele tiden – fra alle andre partier i det andalusiske parlament.
AA’s to mandater kan forekomme at være et sølle resultat, særligt fordi det er nødvendigt med tre for at danne en parlamentarisk gruppe. Men deres to valgte – lederen Teresa Rodríguez og menneskerettighedsaktivisten og tidligere senator Maribel Mora – vil repræsentere et klart parlamentarisk og udenomsparlamentarisk alternativ til den ynkelige standardtilgang fra Spaniens venstrefløj uden for PSOE – nemlig at komme i regering som PSOE’s juniorpartner.
AA’s overlevelse ikke bare garanterer to stærke stemmer i parlamentet for Andalusiens sociale og miljømæssige kampe. Den er et uvurderligt bidrag til de venstrekræfter i den spanske stat, som kæmper for retten til national selvbetsemmelse – som bliver afvist af alle unionistiske kræfter fra PSOE til Vox.
Hvordan holde Vox ude?
Kan fremgangen for PP forklares med en massiv højredrejning blandt de andalusiske vælgere?
Ikke helt. Før den 19. juni var det dominerende spørgsmål for hundredtusinder af ubeslutsomme vælgere, hvordan man bedst kunne holde Vox ude af regeringen. For at undgå det mareridt, ville det så være bedst at stemme på PSOE, Ciuadanos eller PP?
Det var dette, og ikke hvad den tidligere koalitionsregering, bestående af PP og Ciuadanos under ledelse af Juan Manuel (“Juanma”) Moreno Bonilla, havde opnået, som var den afgørende faktor for at flytte sin stemme.
Gennem de sidste to år har administrationen i Andalusien – ligesom alle Spaniens regionale regeringer, nydt godt af, at EU har suspenderet kravene til budgetunderskuddet og bevillingerne til krisehjælp imod Covid-19.
Trods nogle nedskæringer I den offentlige sektor har det betydet, at Moreno Bonillas regering har undgået den slags katastrofer, som ville have fået vælgerne til at smide den på porten.
Det efterlod PSOE, hovedpartner i Spaniens regering sammen med Unidas Podemos (UP) med en angrebsflanke: at kritisere PP for at acceptere en støtte fra Vox, enten ved besættelse af poster (i Madrid-regionen og i selve Andalusien) eller for at undgå nyvalg ved at lade Vox indtræde i regeringen (i Castilla y León i marts 2022).
Hvordan kunne en ny “skammens pagt” mellem PP og Vox undgås? Ved at stemme på os, sagde PSOE og Ciuadanos. Ved at give os et absolut flertal, sagde Moreno Bonilla.
PSOE? Ciuadanos?
De to førstnævnte kæmpede med svære handicaps i dennne konkurrence. PSOE i Andalusien er fortsat tynget af 36 år som systemets parti og kendt for vennetjenester og korruption. Den korte periode i opposition overbeviste ikke vælgerne om, at det har fortrudt eller ændret sig.
Det hjalp ikke, at man i juni 2021 fjernede partiets hidtidige leder, Susana Díaz, som PSOEs spidskandidat, til fordel for den tidligere Sevilla-borgmester Juan Espadas, som kun sikrede partiet 30 mandater, 3 mindre end Díaz i 2018.
Med hensyn til ideen om, at en stemme på Ciuadanos ville være en nyttig måde til at forhindre PP’s afhængighed af Vox, var det kun 3,3 procent af vælgerne, som valgte denne mulighed, 15 procentpoints mindre end i 2018.Over en halv million vælgere flygtede fra Ciuadanos og efterlod det neoliberale bobleparti uden et eneste medlem af parlamentet.
Med UP etableret som juniorpartner i den spanske regering, har Ciuadanos næsten udtømt sin funktion som ”højrefløjens Podemos” og som mellemstation for PP-vælgere, som er utilfredse med partiets korruption.
Af PP’s 833.000 ekstra stemmer var de 65 procent stemmer fra Ciuadanos, som kom tilbage, 15 procent var tidligere PSOE-vælgere, mens resten er kommet fra tidligere sofavælgere, som har set det som den bedste måde til at holde den yderste hhøjrefløj ude af regeringen – ved at støtte det ikke-så-yderligtgående PP.
Det mislykkedes for Vox at indfri målet om at komme med i en af de større regionale administrationer – partiets første fiasko efter tre år med fremgang o gen kold dukkert for dem, der havde spået en sejr med 20 procent af stemmerne.
Forgæves blev Macarena Olona, generalsekretær for Voxgruppen i den spanske Kongres, fløjet ned til Andalusien og klædt ud med den traditionelle Sevillakjole for at føre an i partiets hadefulde korstog.
Vox fik en fremgang fra 11 til 13,5 procent (fra 12 til 14 mandater), men endte uden for regering og uden indflydelse på Moreno Bonillas regering.
Ikke PP, ‘Juanma’!
Valgresultatet belønnede PP’s maskinkampagne, som var målrettet vælgere med en vis grad af progressive og andalusiske følelser til at støtte Spaniens traditioenlle højrefløjsparti
På en måde handlede kampagnen slet ikke om PP: Partiets tilstedeværelse var indskrænket til et lille logo på propagandamaterialerne, som overalt projekterede den venligt smilende Juanma. Premierministeren, som nøje var omkranset af grøn og hvid andalusisk udsmykning, plus en smule PP-blåt, blev boostet som Andalusiens ”sikre hænder”, en ”handlingens mand”, ”beskeden” og en ”lytter”.
I et land, hvor valgdebatter på tv ofte ender med, at rivalerne råber dødbringende overskrifter i hovedet på hinanden, mistede Juanma aldrig besindelsen. Han tiltalte sine modstandere med respekt og optrådte generelt som den ideelle svigersøn i råberi mellem rivaler
I modsætning til Isabel Ayuso, som vandt regionalvalget i Madrid i maj 2021, så han ikke ud til at konkurrere om stemmerne fra Vox med racistiske hofteskud, slogans om ”frihed” og eksplosive angreb på ”kommunister og seperatister”, men at opbygge en anti-Vox koalition med udgangspunkt i sine resultater.
Hvis det lyder som den slags kampagne, som det andalusiske PSOE førte, da de gik efter genvalg, er det, fordi det i store træk var sådan. Det var kun farvepaletten, der var en anden.
Fremad Andalusien
På valgnatenne kommenterede Rodriguez resultatet: “Andalusien har haft værdighed till ikke at sluge en kandidat som Macarena Olona… Vi har tændt lyset, og uhyrerne er smuttet afsted.”
Om IU’s udryddelseskrig mod AA – som også omfattede opfordringer til Valgkommissionen om ikke at tage AA-kandidater med i tv-debatterne eller at få valgstøtte – var hendes kommentar: ”De brugte flere kræfter på at marginalisere os… end de brugte på at kæmpe mod højre og det yderste højre. I dag burde de genoverveje deres samvittighed… Vi kørte denne kampagne med den ene hånd bundet på ryggen, fordi de førte kampagne for at tage pengene fra os… Vores kampagne blev gennemført med medlemmernes entusiasme. Det bedste, som Fremad Andalusien har, er vores folk, vores basis… Det var en dårlig ide at se Juanma som en bedre mulighed for folk til venstre. Det var en dårlig ide at bekæmpe den yderste højrefløj med en stemme på den bløde højrefløj… Måden til at slå den yderste højrefløj er folkelig mobilisering til forsvar for egne interesser og støtte til en politik, der forsvarer og udvider disse rettigheder.
Hun sluttede med at love en inspirerende AA-kampagne med det mål at få en selvstændig andalusisk stemme I den spanske Kongres ved det næste parlamentsvalg.
23. juni 2022
Dick Nichols er correspondent for Green Left i Europa og er bosat i Barcelona.
Oversat fra Gren Left af Åge Skovrind
