Det er en opgave for Enhedslisten, faglige organisationer, brugerbevægelser osv. at arbejde for et samlet oprør mod disse helt uacceptable rammer om budgetterne – i stedet for at slås om, hvem det skal gå ud over.
Baggrunden for det kommende års smalhals er bl.a. den forsvarsaftale, som et flertal uden Enhedslisten har indgået som markant forøger de militære udgifter. Pengene til aftalen er taget fra det økonomiske råderum, der ellers skulle finansiere bedre velfærd.
For kommunernes vedkommende løftes økonomien i 2023 med 1,3 mia. kr. Det er måske nok til at dække det såkaldte demografiske udgiftstræk, der er en betegnelse for den udgiftsstigning, som følger af ændringer i befolkningssammensætning. Dvs. at når der fx kommer flere ældre medborgere, medfører det øgede udgifter til pleje og behandling. Men der er samtidig indregnet, at den ældre befolkning bliver sundere, hvilket er en tvivlsom antagelse.
Og desværre er dette kun en del af de stigende udgifter i de kommende år. Fx vokser udgifterne på det specialiserede socialområde løbende, bl.a. på handicapområdet, og det efterhånden store efterslæb på dette område har regeringen heller ikke i aftalen for 2023 tænkt sig at gøre noget for at hjælpe kommunerne med.
Som et markant tilbageskridt indebærer aftalen også, at der skal være færre anlægsinvesteringer i 2023. Regeringen argumenterer for, at den offentlige sektor skal være med til at dæmpe inflationspresset ved at efterspørge færre anlægsydelser. Inflationen er imidlertid drevet af andre faktorer, som primært ligger uden for landets grænser. Krigen og de deraf følgende virkninger for fødevarer og energiforsyningen er de vigtigste årsager. Til gengæld vil det være børn, ældre og andre borgere, der kommer til at betale prisen, når der ikke bliver renoveret daginstitutioner, bygget nye ældreboliger eller sikret ordentlige idrætsfaciliteter til børn og unge. Og klimaet, der bliver ofret ved fx manglende klimarenovering af offentlige bygninger.
For regionernes vedkommende indebærer aftalen om næste års økonomi, at der gives 1 mia. kr. til højere driftsudgifter, som dækker forventede højere udgifter til behandling af ældre mv. De samlede anlægsinvesteringer bliver lavere end 2022, dog afsættes 3 mia. kr. til renovering af eksisterende bygninger mv. Det er alt i alt, i lighed med kommunernes, en skrabet økonomiaftale, som vil sætte et allerede hårdt presset sundhedssystem under yderligere pres. Der er ingen udsigter til, at aftalen vil forbedre forholdene på landets sygehuse. Tværtimod. Stigende udgifter til medicin og nye behandlingsformer kan sagtens ende med at udhule det løft, som er givet til stigende ældreudgifter.
Der vil altså reelt ikke være plads i hverken kommunale eller regionale budgetter til at give et mærkbart løft i løn- og arbejdsforhold i velfærdssektoren. Dvs. til at gøre op med det kønsbaserede efterslæb og derved sikre fastholdelse og nye medarbejdere. Og dette betyder fortsatte problemer med at skaffe personale til fx minimumsnormeringerne i daginstitutionerne, ældreplejen og sygeplejen.
Landsdækkende oprør fra gulvet
Samlet set står vi med to “kriseaftaler”, der begge vil presse velfærd og sundhed til næste år. Det er derfor helt på sin plads, at Enhedslistens forhandlere har stemt nej til aftalerne i Danske Regioners og Kommunernes Landsforenings bestyrelser. Og lige så naturligt er det, at Enhedslistens folketingsgruppe har stemt nej til bloktilskuds-aktstykket i Folketingets Finansudvalg.
For når forhandlingerne om næste års budgetter går i gang i kommunalbestyrelser og regionsråd efter sommerferien, bliver det mange steder med en sparekniv i den ene hånd. Der skal findes besparelser på kerneområderne for at få pengene til at række på de områder, hvor der er stigende udgifter.
Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at det i enkelte kommuner kan være muligt at lave aftaler, der friholder velfærden og skærer på unødvendige udgifter. Men i langt de fleste kommuner og regioner er der for længst skåret til benet, og der er lagt alverdens benspænd ud for at forhindre kommunerne i at skaffe sig flere indtægter på socialt acceptable måder (progressiv beskatning, dækningsbidrag, grundskyld o.l.). Så generelt vil det formentlig være umuligt at lave budgetter uden at forringe centrale velfærdsområder for at få pengene til at slå til.
Det er afgørende, at Enhedslistens lokale kræfter gør alt hvad vi kan for at støtte og rejse kampe mod alle forringelser af velfærden. Det er derfor indlysende bedre at stå uden for en aftale, der forringer velfærden, end at lægge stemmer og navn til den krisepolitik, som regeringen fører.
Enhedslistens nej i kommunalbestyrelsen bør imidlertid i høj grad også bruges til at rejse perspektivet om et bredt kommunalt oprør mod de budgetrammer, regeringen og folketingsflertallet har lagt. Gerne sammen med andre kommunalpolitikere, men først og fremmest båret af en bevægelse af de offentligt ansatte og brugere, som nedskæringsbudgetterne vil ramme. I stedet for et hundeslagsmål om, hvem de elendige rammer skal gå ud over, skal der samarbejdes lokalt og nationalt om fælles protester mod rammerne. Dvs. mod økonomiaftalerne, som regeringen har dikteret. Dette vil også være et udmærket afsæt for at få velfærdskampen ind i det forestående folketingsvalg.
Der er allerede kamperfaringer at bygge videre på – sygeplejerskerne, handicap-organisationerne, ’Hvor er der en voksen?’ m.fl. Det burde ikke være umuligt at samle til fælles protester, et fælles oprør, lokalt og nationalt, mod ”krise-budgetrammer”, der spænder ben for velfærden, samtidig med at danske virksomheder (læs: kapitalisterne) fortsat skovler penge ind. Og samtidig med, at der skal bruges milliarder til hysterisk og farlig oprustning.
SAP’s forretningsudvalg, den 30. juni 2022
