Valgkampagne i Budapest. Foto: MrSilesian/Wikimedia. CC BY-SA 4.0
Med sin jordskredssejr ved valget den 4. april 2022 sikrede den højreorienterede premierminister Viktor Orban sin fjerde embedsperiode. 76 procent af parlamentet består nu af medlemmer fra det yderste højre, mange har bånd til nynazister eller nærer pro-russiske synspunkter.
Der en en lektie, der skal læres, af det katastrofale resultat. Orbans bud på at forblive ved magte byggede på, at han kunne beskytte ungarerne mod krigen i Østeuropa, og mod EU’s sparepolitik.
Oppositionen – alt fra grønne og socialliberale til fascisterne i Jobbik – derimod kunne blot love vælgerne “vestlige værdier,” og et had til Orban. Den forenede ungarske alliance bestod af en koalition af seks moderate oppositionspartier – der ville vælte Orban for enhver pris og var anført af den konservative Peter Marki-Zay. De kunne imidlertid ikke tilbyde et troværdigt alternativ, der appellerede til vælgerne udenfor de kosmopolitiske liberale bobler i Budapest.
Frie valg eksisterer fortsat i Ungarn, men den politiske arena er i ubalance og manipuleres, så den favoriserer regeringspartiet Fidesz, der kontrollerer de fleste medier og brugte otte gange mere på sin genvalgskampagne, end det er tilladt. Disse vilkår alene forklarer dog ikke, hvorfor den forenede opposition tabte. Opgivelsen af arbejderklasseværdier, fjernelsen af den radikale venstrefløj og en stædig afvisning af at tage stilling til krigen, var faktorer, der førte til det pinlige nederlag.
Ligestillings- og kønsgalskab truer nationen
Indtil februar drejede valgkampen sig om den såkaldte “ligestillings- og kønsgalskab, og behovet for at beskytte børn mod angivelig LGBT-propaganda.” I juni 2021 vedtog parlamentet diskriminerende love, der forbyder distribution af undervisningsmateriale, der skønnes af “fremme” homoseksualitet og transkønnedes rettigheder i landets skoler. En folkeafstemning om loven fandt sted samtidig med valget. Der blev imidlertid ikke afgivet stemmer nok til at gøre loven gyldig. Ungarske menneskerettighedsorganisationer havde nemlig opfordret vælgere, der var imod loven, til at ødelægge deres stemmeseddel.
Afstemningen var kernen i Fidesz’ valgkampagne, indtil Rusland påbegyndte sin kriminelle invasion af Ukraine. Til trods for Orbans pinlige relationer til Moskva, der atter kom under fornyet undersøgelse – især efter at Ukraines præsident Zelensky gjorde opmærksom på Orbans modvilje mod at tage kraftig afstand fra Putin – så var Fidesz atter i stand til at spinde en fortælling til sin egen fordel. Orban undlod at vælge side og lovede i stedet at holde Ungarn ude af konflikten. På valgplakater, på internettet og på de sociale medier lød budskabet: “Lad os bevare Ungarns fred og sikkerhed” og “Kun Fidesz kan skabe fred i Ungarn.”
Orbans strategi – hverken Moskva eller Kiev – skal mødes med skepsis, for at sige det mildt, for det viser, at der er tale om et overlap mellem forretning og udenrigspolitik mellem Budapest og Kreml. Ved ikke at tilslutte sig Vestens eskalerende retorik, kan det ligne en pragmatisk beslutning. Orbans neutralitet er dog mere motiveret af en positiv holdning til Putin og Ungarns overvældende afhængighed af russisk energi.
Til trods for den påståede neutralitet, så samarbejder Orban både med EU og med NATO, og nedlagde ikke veto mod sanktionerne mod Rusland, ligesom han heller ikke modsatte sig flere våbenforsendelser til Ukraine. Hans antikrigsholdning bliver dog endnu mere problematisk, når det betænkes, at Fidesz siden 2015, hvor de mange syriske flygtninge kom til Europa, har arbejdet på at dæmonisere og kriminalisere fredsbevægelserne. I 2021, da Israel brutalt dræbte flere hundrede civile i Gaza, var Ungarn det eneste EU-land, der nedlagde veto mod en øjeblikkelig våbenstilstand.
Oppositionen havde håbet på, at Orbans udenrigspolitik ville svække hans valgchancer, men hans falske antikrigstaktik ser ud til at have fungeret: Orban har iscenesat sig selv som den, der skal frelse ungarerne, og beskytte dem mod blodsudgydelserne i nabolandet. Samtidig lancerede regeringen en smædekampagne mod oppositionen, der blev anklaget for at være krigshetzere, og for at ville trække Ungarn ind i en potentiel nuklear konflikt.
Deja-vu: Jøder, den globale elite og den internationale venstrefløj
Kampagnen var en reaktion på oppositionens inddragelse af korruption, og genopretningen af de demokratiske institutioner. Orban anklagede oppositionens ledere for at samarbejde med Zelensky og for at ville destabilisere Ungarn. Orban afholdt sig ikke fra i sin sejrstale at genbruge den gamle antisemitiske retorik om, at oppositionen var en del af en større konspiration, anført af “den globale elite, George Soros, den internationale venstrefløj samt Zelensky, hvilket viser, hvem han anser for at være Ungarns fjender.
“Orban og Putin eller Vesten og Europa – det er det, der er på spil,” hed ét af Märki-Zays kampagneslogans. Det udtrykker oppositionens ønske om, i modsætning til Orban, at blive en del af et idealiseret Europa – det sted, hvor moralsk troværdighed kan genopbygges, efter at være beskadiget af fejlslagne militære operationer i Afghanistan og Irak. Denne retorik var afgørende for oppositionens platform inden invasionen i Ukraine, men konflikten blev udvidet til også at handle om Øst kontra Vest, og om “civilisationernes sammenstød.”
Mens oppositionen fordømte det brutale overfald på Ukraine, så blev krigshandlingerne i Syrien, Yemen og Palæstina ikke fordømt. Både Fidesz og oppositionen svigtede, da det gjaldt “uciviliserede befolkninger” udenfor Vesten, der havde krav på solidaritet og medfølelse. Oppositionen stillede ikke krav om fx at fjerne den pigtråd ved grænsen til Serbien, der skulle holde ikke-europæiske flygtninge ude. I stedet slog koalitionen på, at Orban “var for blød overfor migranterne” og dét til trods for, at Ungarn har en indvandringspolitik, der er én af Europas mest brutale.
De liberale længes efter den mytiske ide om “vestlig velstand”, mens man ignorerer den blodige imperialistiske historie, der har gjort velstanden mulig, og man afstod fra selv den mindste kritik af de vestlige selskaber, der er ansvarlige for en stor del af Ungarns fattigdom (østeuropæiske økonomier er mindre udviklet og mere udbyttet). De liberales knæfald ændrer ikke på den kendsgerning, at EU-støttede vestlige selskaber vil holde Orban ved magten længst muligt, eftersom svage demokratier med autoritære tendenser gør det lettere at udbytte et land.
Orban: Frelser og forsoner
Øst kontra vest-problematikken forstærkes af invasionen i Ukraine. Her har Orban lovet at holde Ungarn intakt, set i lyset af den forestående fødevare- og energimangel, og også her kom den forenede opposition ultimativt til kort. For selv om deres valgkampagne primært fokuserede på en genopretning af demokratiet, og der kun var meget lidt om de økonomiske forhold, der spiller en væsentlig rolle for størstedelen af befolkningen, så var dette stærkt medvirkende til, at oppositionen klarede sig så dårligt. Et sandt demokrati for hele befolkningen kræver nødvendige forbedringer af arbejdernes vilkår, stærke fagforeninger og mindre ulighed, for at kunne fungere.
Som den ungarske politiske økonom, Tamás Gerocs sagde i et interview før valget: “Det er i orden at diskutere demokrati, men en udvidelse af arbejdernes rettigheder skal være ét af nøgleelementerne i en demokratiseringsproces. Det er umuligt at opbygge et demokrati, hvis der sker en udelukkelse af arbejdere, arbejdsløse samt andre – fordi det fører tilbage til illiberalismen.” Hvis vores næste mulighed for at slå Orban, så må vi huske på denne lære.”
8. april 2022
Oversat og bearbejdet fra Tribune af Arne Lund
