Ruinhobene har vi ganske vist været vidne til også i andre byer, i Beirut, Bagdad, Gaza, Grozny, Damaskus og mange andre steder. Men det er mere fornemmelsen af, at fundamentet for den forestillingsverden, ”nordisk socialisme bygger på (og debatten herom), langsomt, men sikkert, smuldrer foran vores øjne – at vi har nået et historisk vendepunkt. At denne forestillingsverden udspringer af en bestemt epoke og er bundet til den og vil forsvinde med den.
Der har været tegn på det et stykke tid: Globaliseringen er på skrump. Coronakrisen demonstrerede, at virksomhederne fik mangel på komponenter og råstoffer, især hvis de skulle komme langt væk fra. Den igangværende boykot og disinvesterings-kampagne mod Rusland er det hidtil voldsomste udtryk herfor.
Hvis Rusland beslutter sig for en kold fred og foreløbig stiller sig tilfreds med et par bidder, forsætter sanktionerne så? Hvilke konsekvenser vil det få? Vil det udløse en dyb økonomisk krise? Vil kriseløsningen blive at sætte yderligere fart på den oprustning, som allerede er i fuld gang? Vil verdensmarkedet blive tilpasset krigens logik, som det allerede er sket med Huawais markedsadgang. Vil vi opleve en ny nationalismens tidsalder, hvor globalister og kosmopolitter opfattes som en trussel – en fare. En fare mod hvad?
Jeg må nok hellere vende tilbage til anmeldelsen, selvom de begivenheder, der har fundet sted, siden Pelle Dragsteds bog Nordisk Socialisme udkom, ikke kan undgå at sætte sine spor.
Nordisk socialisme til debat
Anledningen? I februar udkom en studie- og debatbogen Er nordisk socialisme en farbar vej? skrevet af den tidligere Enhedsliste-borgmester Per Bregengaard, og aktivt medlem af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg. Bogens forord er således underskrevet af dette udvalg. På bagsiden angives formålet med udgivelsen: ”at udfordre og debattere Pelle Dragsteds Nordisk socialisme, at opsamle og bidrage til venstrefløjens diskussioner af hans forståelse af samfundsforholdene og ideer til en farbar vej til socialismen.”
Bogen sammenfatter i indledningen Pelles grundantagelser:
Nordisk socialisme eksisterer allerede:
• I form af en statsmagt, der begrænser markedsøkonomien for at afbøde dens ulemper.
• I form af offentlig og fællesejet infrastruktur, offentlige velfærdsinstitutioner og-ydelser.
• I form af demokratiske virksomheder (primært andelsforetagender) almene boliger, nogle pensionskasser og selvejende fonde, hvor den største er ATP samt statslige fonde som Vækstfonden.
Bogen følger i det store hele kapitelinddelingen i Nordisk Socialisme og introducerer læseren til den omfattende diskussion om bogen. På den vis er Per Bregengaard vores guide gennem stoffet, men ind i mellem tager han en anden kasket på. Her forvandler redaktøren af debattensig til i højere grad at være forfatter til i hans øjne manglende synspunkter – også nogle, der ikke er hans egne. De blødes op som i den resterende del af teksten. Det er vanskeligt at sætte sig mellem to stole uden at falde ned mellem dem, men problemet søges løst på denne vis (Bregengaard s 13).
Pædagogen/redaktøren og debattøren er i et stadigt spændingsforhold gennem bogen. Det præger de veje, der bliver valgt, og de veje, der bliver fravalgt. Læseren er imidlertid ikke i tvivl om Per Bregengaards evne til at lægge kritisk distance til Pelles projekt. Det beriger bogen og er i høj grad en grund til, at den er læseværdig og giver en lyst til at læse de mange indlæg i debatten, på samme måde som Nordisk Socialisme satte mig gang med at læse klassikere som Bernstein og Kautsky igen.
Per Bregengaard opsummerer sin vinkel:
“Barren for at tale om og skabe socialisme skal sænkes. Men vi skal også være utroligt bevidste om de udfordringer, forhindringer og dilemmaer, vi møder på vores socialistiske vej. Demokrati er lige så lidt som markedskræfter en ukompliceret snuptagsløsning. Vi står overfor magtfulde modstandere. Og hvem er det “vi”, der kan trænge dem tilbage og i sidste ende slå dem ud? Og hvad og hvem er det, der skal overvindes?” (Bregengaard s 10).
Debattøren stikker hovedet frem. Det meste af tiden må vi nøjes med pædagogen. Det er jo nu heller ikke så ringe endda. Debattøren har i forbindelse med udgivelsen af denne bog udfoldet sig om statsformer, sovjetter og arbejderråd på netmediet Solidaritet.dk
Det kan imidlertid ikke undgås, at debattøren Per Bregengaard leger med musen, men han må ikke slå den ihjel for pædagogen. Nordisk socialisme er rammen om debatbogen på godt og ondt, selvom jeg godt kunne ønske, at der blev åbnet for et bredere perspektiv. Dette gælder især bogens reformsigte, som jeg vil betegne som utopisk realisme.
Bogen omhandler mange emner, som det er vanskeligt at behandle på rimelig vis i en anmeldelse. Jeg vil i det følgende slå ned i nogle centrale problemstillinger. Jeg håber, det vil give appetit på flere gennem at læse og debattere bogen.
Utopisk realisme
I en artikel på den svenske hjemmeside Flamman (19.11.21) bliver Pelle Dragsted interviewet i anledning af udgivelsen af Nordisk Socialisme på svensk under overskriften: Vi må konfrontere ejerskabet.
Intervieweren spørger, om beskrivelsen af det danske socialdemokratis politik kan sammenfattes som offensiv velfærdspolitik kombineret med lov og orden.
Pelle Dragsted: ”Både retorisk og gennem visse politiske initiativer har Socialdemokratiet brudt med nyliberalismen. De har sænket pensionsalderen for visse grupper, lagt offensive velfærdsbudgetter og håndteret Corona-krisen på en socialt set god måde”.
Kernen i Pelle Dragsteds samfundsanalyse skal findes et lidt sært sted i den såkaldte outro, som er en slags fremtidsvision, der beskriver livet på en kunstig ø ud for København: Lynetteholm?
Her beskriver han også de konflikter, der er gået forud for utopien. Den ene handler om magtforholdene på arbejdsmarkedet:
”Efter ændringen af selskabsloven og introduktionen af det nye tokammersystem har du og kollegerne fået en helt ny rolle… Nu hvor ledelsen ikke bare skal stå til regnskab over for investorerne, men også skal varetage dine og dine kollegers interesser. Du føler dig først og fremmest tryg ved at vide, at investorer… ikke længere kan flytte produktionen ud til et land med lavere lønninger. Men de resultater kom ikke uden sværdslag. Arbejdsgiverforeningen truede med bål og brand og det var først den store europæiske strejkebølge efter finanskrisen, at kapitalejerne på tværs af Europa accepterede en ny magtdeling med lønmodtagerne. (Nordisk Socialisme s 345)
Tilsvarende løses klimakrisen relativt smerte- og konfliktfrit:
”Du kan stadig huske tilbage på valgaftenen og de dramatiske dage efter jordskredsvalget, inden der kunne præsenteres en tværpolitisk klimaregering, der erklærede, at alle andre politiske uenigheder ville blive sat til side, indtil en klimaplan, der levede op til Parisaftalen, var vedtaget. Mange troede dengang, at det ville være umuligt, men Danmark har faktisk kurs mod at blive CO2-neutralt allerede i 2045… Klimaregeringen … satte markedskræfterne til side og greb direkte ind i økonomien… Erhvervslivet var skeptisk, men rammestyringen viste sig at motivere til at levere grønne løsninger, der siden kunne eksporteres til resten af verden.” (Nordisk Socialisme, s 346)
Per Bregengaard citerer Pelle Dragsted for følgende: ”(Men) det er samtidigt klart, at nogle reformer vil blive mødt med kraftig modstand og i værste fald med investeringsstrejker og kapitalflugt (s. 154)” (Dragsted s 328- 329). Dernæst påpeger Pelle den internationale dimensions betydning med forankring, samarbejde og strategi, hvorefter han konkluderer: Dette er ikke denne bogs ærinde.
Per Bregengaard anvender store dele af slutkapitlet på at påpege denne sammenhæng. Når det ikke er bogens ærinde at bryde magthaverne og kapitalens modstand, hvad er da bogens ærinde?
Det fremgår af afsnittet ovenover:
”Der er uden tvivl et råderum for forandringer, som er langt større end det, vi bliver bildt ind over de seneste årtier, om at nationalstaten er stå magtesløse over for globaliseringen. Udviklingen af en demokratisk sektor behøver heller ikke på kort sigt at true den økonomiske elites interesser. (Bregengaard, s. 154)
Bogens ærinde er således at argumentere for udnyttelsen af et sådant reformråderum og en vision for disse reformer. Det er heri, den utopiske realisme består. Det er lidt som at spille skak med sig selv. Ingen for alvor overraskende træk, og det er lidt vanskeligt for alvor at blive uvenner med modstanderen.
Enhedslisten har gennem lang tid i Folketinget fremlagt realistiske forslag til reformprogrammer, hvor et af de mest omfattende og omdiskuterede er 100 dages-planen. Disse planer skal i henhold til regeringens regneprogrammer være fuldt finansierede og alt i alt have en positiv samfundsmæssig effekt. Den faktor, som regnedrengene m/k har forsømt at sætte ind i programmet, er klassekampen, dvs. de forskellige klassers reaktion på programmerne. Bortset fra simple markedssammenhænge, som at lav arbejdsløshed vil udløse lønglidning, og høje sociale ydelser vil udløse mindre udbud af arbejdskraft. Men reaktionerne fra det, som Mogens Lykketoft har betegnet som finansverdenens ”hysteriske kællinger” m/k, indgår ikke i ligningen.
Den problemstilling vil naturligvis tynge ti gange mere, når vi bliver præsenteret for et så omfattende reformprogram, der jo iflg. Pelle Dragsted drejer sig om ”ejerskabet”. Det er jo her, hysteriet for alvor sætter ind.
Hvis vi kigger ud over Europa og erfaringer for regeringer, der sætter en rød-grøn kurs, falder blikket på forløbet i Grækenland og Cypern.
For Grækenlands vedkommende var kapitalflugt, lukkede fabrikker og hård modstand fra Trojkaen, det vil sige EU-Kommissionen, Valutafonden og Den Europæiske Centralbank, en realitet fra dag et. Det betyder, hvad angår reformprogrammer, at en regering enten må bøje sig for overmagten eller udvikle en strategi, der kan sætte de nationale og europæiske magthavere skakmat. Kort og godt bygger Pelle Dragsteds strategi på en antagelse om, at magthaverne vil lade sig reformere og lade magten glide sig af hænde uden for alvor at sætte sig til modværge.
Lykkelig kappestrid mellem produktionsmåder?
Centralt i begge bøger er debatten om sameksistensen mellem forskellige produktionsmåder, og om konflikten kan løses, ved at den kooperative og demokratiske produktionsform udkonkurrerer den kapitalistiske. I denne debat er begrebet samfundsformation helt udeladt. Det var ellers et centralt begreb, da jeg deltog i min første studiekreds i 1970. Spørgsmålet er, om 70’er-generationen er lykkedes at forbedre marxismen på dette punkt. Eller om det er et udtryk for denne generations voldsomme tendens til at drage konklusioner ud fra de grundlæggende økonomiske relationer om politik, stat og bevidsthed.
I en samfundsformation dominerer den ene produktionsmåde de øvrige. Det sker i kapitalismen gennem marked, magt, bevidsthed og kultur.
Strøet rundt på siderne analyserer Per Bregengaard betingelserne for andelsforetagender på et kapitalistisk marked. Han har sammenfattet hele sit ræsonnement i Solidaritet:
”Konkurrence på markedet skaber imidlertid dilemmaer, som gode viljer og sund fornuft ikke blot overvinder. Umiddelbart betyder konkurrencen, at arbejderstyrede kooperativer og i virksomheder, hvor de har bestemmende indflydelse, kommer til at udøve den kapitalistiske arbejdsgivers rolle over for sig selv. Kniber det, må de ansatte fyre kolleger, sætte tempoet op og slække kvaliteten på en måde, som holdes skjult for kunderne. Virksomheden må ikke sakke agterud i konkurrencen og skal for en sikkerheds skyld gerne være forud. Solidariteten med klassefæller i konkurrerende virksomheder fordufter til fordel for: Den enes brød er den andens død. Konkurrencen trumfer alt, siger nogle. Markedet er en cancercelle i det store demokratiske fællesskab. Solidaritet 9.marts 2022.
Per Bregengaards beskrivelse passer ganske godt til mine oplevelser som fagligt aktivt og tillidsvalgt først i Elsam-koncernen og dernæst i AOF. Der er ikke noget i ejerforholdet, der bevirker, at vilkårene for de ansatte blev fundamentalt anderledes. Udfordringerne for fagligt arbejde var meget lig vilkårene på andre arbejdspladser. Markedet styrer, også i firmaer, hvis ejerform skulle indeholde kimen til fremtiden. Lønmodtagerbevidstheden og fremmedgørelsen er lige så udbredt i private som i fællesskabsejede virksomheder.
Den dominerende ideologi har gennem de seneste årtier taget form af ny-liberalismen. Denne ideologi har gennemtrængt enhver pore af samfundet fra familien, forsyningssektoren, andelsforetagender og den offentlige sektor. Individualismen og markedslogikken har styret.
Som flere debattører har påpeget, er der ikke noget i kooperativt og fællesskabsejede firmaer, der bevirker, at de trodser markedet og producerer ud fra andre etiske principper. Det er noget, som skal tilføres dem udefra, som en samfundsbevægelse byggende på stærke sociale og etiske holdninger.
Træningsbaner for socialismen
Styrken i debatten omkring nordisk socialisme, som også præger denne bog, er for mig at se, at den for det første stiller spørgsmålet: Hvordan vinder vi et befolkningsflertal for grundlæggende samfundsforandringer? Enhedslisten stillede sig for nogle år siden et mål om at blive venstrefløj i egen ret. Dette vil i sagens natur betyde ændring af sigtelinjerne, hvor 10 procent af vælgerne langt fra er tilfredsstillende. Den anden styrke er målsætningen om at forankre samfundsforandringernes drivkraft udenfor Folketinget, hvor bevægelser som klimabevægelsen og andelsbevægelsen kommer i centrum.
Hvor mange gange har vi ikke hørt sloganet om ”nationalisering af bankerne under de ansattes kontrol. ” Heri blev der lagt mange drømme om en spekulationsfri finanssektor, der blev centrum for en klima- og miljøpolitik, der skabte trivsel og beskæftigelse til alle.
Ved nærmere eftertanke kom spørgsmålet: Gad vide, hvad de ansatte ville bruge al den magt til? Hvilke drømme og håb havde de for fremtidens finanssektor og samfund? Pludselig blev kravet om nationalisering forandret fra en rød drøm til en nødløsning.
I Er nordisk socialisme en farbar vej? tages tråden op på de mange input om, hvordan der kan ske en ændring af bevidstheden og appetitten på blot at dele kagen.
Hvis visionen er, at demokratiet skal udvides til at omfatte alle samfundssfærer, og alle skal myndiggøres til at have en hånd på roret, så bliver træningsbaner af afgørende betydning, hvor man øver sig i at gennemskue markedets, bureaukratiets og magtfuldkommenhedens faldgruber og udvikle alternativer meddemokratisk kultur og selvledelse.
Sådanne træningsbaner findes mange steder – fra fagforeningen, andelsforeningen, samarbejdsudvalget og brugs- og indkøbsforeningen og de utallige miljø- og klimainitiativer, der springer op over alt i landet. Disse erfaringer vil giv appetitten på en samfund, hvor fællesskabet styrer, og bæredygtighed og solidaritet bliver centrale værdier. Det er en vigtig debat at holde i live.
Så hvis du ikke har fulgt debatten tæt om nordisk socialisme, kunne en begyndelse være at købe denne debatbog.
Per Bregengaard: Er nordisk socialisme farbar vej. Forlaget Bogen er udgivet på Bogforlaget Solidaritet. Marts 2022 – 205 sider, paperback, 120 kroner. Kan købes her
