Samhälle - Nyhetskartan.se

Denne artikel vil se på, hvordan Jean-Luc Mélenchons kampagne og hans organisation La France Insoumise (FI) kan komme det arbejdende folk til gavn. I en senere artikel vil vi se på hans venstre-patriotisme, hans udenrigspolitik og nogle af de væsentlige uenigheder, marxister har med hans strategi.

Mélenchon fik syv millioner stemmer (19,5 procent) i første runde af det franske præsidentvalg i 2017. Det er det største antal stemmer på en radikal, venstreorienteret kandidat i Frankrig siden 1945. Stemmerne på FI kom især fra industriarbejdere (24 procent), almindelige funktionærer (22 procent) og unge mellem 18 og 24 år (30 procent). Med de over 11 procent, han for øjeblikket har i meningsmålingerne, har Mélenchon mindst tre gange så stor opbakning som socialdemokraterne i Parti Socialiste (PS), der sad på præsidentposten indtil 2017, hvilket ingen anden kandidat på venstrefløjen er i nærheden af. Ved sidste valg var 21,4 procent nok til at komme videre til anden runde. Mindre kan måske gøre det denne gang, og Mélenchons team håber på at mobilisere sofavælgere fra arbejderklassen for at overraske på valgdagen.

Mélenchons salgstale og hans program

Det faktum, at de 500 rigeste familier i Frankrig har fordoblet deres rigdom under de fem år med Macron, mens antallet af børn, der lever i fattigdom er steget med 40 procent, sammenholdt med den bemærkelsesværdige kampiver og klassebevidsthed blandt franske arbejdere de seneste år, sikrer masser af plads til den radikale venstrefløj. Mélenchon og hans team tror, det er muligt at skabe en “folkelig revolution” der bliver startskuddet til “folkets epoke”, for nu at citere titlerne på to af hans mange tekster.

Det er næppe en overraskelse, at så mange er blevet inspireret og opmuntret. FI-programmet foreslår en lang række tiltag, der gør radikalt op med den trend, der lader rigdommene blive sneget ned i lommerne på den (rige) ene procent. Programmet foreslår at fastfryse priserne på en række basisvarer og udvikle en politik, der sikrer en gratis basisforsyning af elektricitet og vand til alle husholdninger.

Den fremlagte vision tager højde for klimakrisens presserende vigtighed: Den omfatter en afvikling af atomkraft inden 2030, en omlægning til 100 procent alternativ energi og skabelsen af 1,5 mio. klima-jobs. Idéen er at organisere en massiv støtte til økologisk landbrug, skabe 300.000 jobs og hurtigt lave et skift til 100 procent økologisk landbrug.

Programmet giver svar på de nyligt opståede bevægelser ved at afsætte 1 mia. euro til kampen mod sexistisk vold. Og efter en nylig skandale omkring en omfattende, elendig ældrepleje i stor stil hos det private firma Orpea (1100 plejehjem i hele Frankrig), vil en FI-regering kun tillade ikke-kommercielle plejehjem, drevet af almennyttige organisationer eller af kommunerne.

En målrettet indsats for ekstrabeskatning af de rige og et stop for at benytte skattely er også en del af planen. Med hensyn til arveafgift vil Mélenchons program indføre et maksimum på 12 mio. euro. Alt over det skal gå til det offentlige (hvilket ifølge beregninger ville kunne betale for alle studieafgifter). For os andre vil arv på op til 120.000 euro arv blive fuldstændig skattefri.

Og som det sidste vil FI ændre forfatningen og reducere præsidentens magt betydeligt. Og dermed bevæge sig til en 6. Republik (den 5. blev etableret i 1958). Hvis Mélenchon skulle blive valgt, ville han nedsætte et forfatningsråd til at omskrive forfatningen.

I en verden, hvor nedskæringer, privatiseringer og individualisme sælges til os som uundgåelige, er det et frisk pust at se Mélenchon og FI-medlemmerne i parlamentet forsvare disse reformer på TV. Og reformerne er populære. I starten af februar var “Manifestet” nummer seks på bestsellerlisten i Frankrig og FIs YouTube-kanal havde 700.000 abonnenter.

En nylig meningsmåling [Harris, august 2021] viste, at 88 procent var tilhængere af et stort løft af mindstelønnen, og 90 procent var enige i, at pensionen aldrig måtte være under minimumslønnen. 80 procent sagde, at en basis-vandforsyning burde være gratis, og 86 procent er for en målsætning om 100 procent alternativ energi, mens 63 procent ønsker en ny forfatning og en sjette republik.

Udover det radikale element i FI-kampagnen har den også en oprørsk tone, som i 2017 tiltrak millioner af vælgere, der tidligere var blevet på sofaen. Mélenchon citerer den store franske skribent Victor Hugo, når han siger: “Fra nu af [vil] dette ord ‘Revolution’ “være civilisationens navn – indtil det bliver erstattet af ordet ‘harmoni’.” Han kan godt lide at gentage det stærke venstreorienterede slogan: “Økologi uden klassekamp er i virkeligheden bare havebrug”. Og han insisterer på, at “det eneste, der kan mindske udbytning, er modstand mod udbytning”.

Islamofobi

Ligesom resten af den radikale og revolutionære venstrefløj i Frankrig mobiliserer FI ikke i tilstrækkelig grad imod islamofobi. Macrons opløsning af grupper, som hjalp ofre for islamofobi blev kun mødt med vrede pressehistorier fra venstrefløjen. Men Mélenchons nye linje, støttet af anti-racistiske grupper med base i multietniske arbejderkvarterer, repræsenterer et historisk skift på spørgsmålet i Frankrig. Den islamofobiske konsensus på venstrefløjen er nu for alvor brudt. Den fascistiske kandidat Eric Zemmour anklager Mélenchon for “at lægge sig fladt ned for Imamen” og han bliver jævnligt angrebet for at være “svag overfor islamisk fundamentalisme”.

I december 2019 var der den første demonstration nogensinde specifikt rettet imod islamofobi i Paris. Mélenchon deltog (hvorimod det Socialistiske Parti nægtede at støtte). I modsætning til visse andre nægter Mélenchon at undskylde for sin deltagelse i demoen. Demonstrationen gav anledning til en vis splittelse i det Kommunistiske Parti og i FI, hvor én af deres parlamentsmedlemmer, Francois Ruffin, er blevet kendt for sin kommentar – at han ikke tog til demoen “fordi jeg går til fodbold om søndagen.”

Siden da er Mélenchons forsvar af muslimer imod racisme kun blevet mere højlydt, mere klar og mere systematisk. FI-gruppen var den eneste gruppe i parlamentet, som stemte imod de islamofobiske love (som skulle forestille at gå imod “muslimsk separatisme”), og som blev skubbet igennem parlamentet af Macron sidste år. Mélenchon erklærede, at “separatisme” var et “dumt koncept” opfundet “for at stigmatisere muslimer”. Nu minder han med jævne mellemrum sine store lytterskarer om, at “had til muslimer er en central splittelsesfaktor, der lader de magtfulde forblive magtfulde.”

Det er ikke et tilfælde, at nogle af de indflydelsesrige sorte anti-racistiske grupper anbefaler at stemme på ham, når de ofte er uden interesse for “hvid politik”. Én af dem forklarede, at det var, fordi Mélenchon “havde brudt med den islamofobiske konsensus”, og fordi han forsvarer “kreoliseringen [sammenblandingen af folk og kulturer, red.] af samfundet” (et udtryk Mélenchon ofte har brugt) og entydigt afviser en “hvid” identitet for Frankrig.

Nytte i kampen

Som Marx har beskrevet, har kampen mod kapitalens magt altid haft tre hoveddimensioner: For det første den konkrete kamp – for lønstigninger, faglige rettigheder eller faste ansættelser. For det andet den politiske kamp – at få gennemført love, der hjælper vores klasse (hvad enten det er større sundhedsbudgetter eller homo-ægteskaber) og endelig den ideologiske kamp for at afvise idéen om, at “der ikke er noget alternativ” til ondskabsfulde nedskæringer og militarisme og for at fremme idéen om, at kapitalismen kan omstyrtes, og at forklare hvordan. Hvor nyttig er FI i disse kampe?

Hvis Mélenchon får et godt valg i første runde, vil alle de konkrete kampe få et løft. Hvis han når til anden runde (og det store antal kandidater betyder, at det ikke er umuligt) bliver det et politisk jordskælv. Allerede i 2022 har solide jernbane- og uddannelsesstrejker for bedre løn vist, at der er et oprør på vej – en stor radikalt venstreorienteret stemmeandel vil hjælpe dette på vej.

FI har 17 medlemmer i Nationalforsamlingen. De har udført et intensivt parlamentarisk arbejde siden 2017, hvor de nu og da er lykkedes med at få gennemført ændringer i de 99 procents interesse. Men langt oftere har de stillet forslag, som er blevet stemt ned, men som ikke desto mindre tillader en debat i parlamentet og i medierne om en lang række sociale spørgsmål.

På spørgsmålet om politi-racisme har FI f.eks. foreslået en ændring, som ville forpligte alle politifolk, der tjekker en persons ID, til at give et certifikat til den pågældende person. Det ville forbedre situationen – især for sorte og arabiske mænd – ved at gøre gentagne tjek flere gange om dagen umuligt. FIs medlemmer af parlamentet har også gjort sig bemærket med deres afstandtagen til politivold.

Den tydelige FI-støtte i parlamentet og i medierne til den succesfulde kampagne i 2019 – 21 for at tilbagevise Macrons planer om at smadre pensionerne var helt sikkert nyttig, ligesom støtten til “de gule veste”. Parlamentsmedlemmerne organiserede et minuts stilhed for “de gule veste” under en parlamentsdebat for at mindes de “gule veste”, som havde mistet livet eller var blevet såret i regi af bevægelsen – “på grund af deres engagement for at være borgere”.

FIs medlemmer af parlamentet ved, hvordan de tiltrækker medierne. For et par år siden, da en af Macrons ministre gjorde nar af dem, der protesterede mod en reduktion på “kun 5 euro” i huslejetilskud, gjorde FIs parlamentsmedlemmer regeringen urolig ved at komme ind i parlamentet med nogle varer for at lære ministeren hvad man kan købe for 5 euro, når man er fattig. I sidste uge udskrev Ruffin en stor check på mange mia. euro i parlamentet, som symbol på de penge, Macron har givet til “Big Business” i sin præsidentperiode.

På hovedspørgsmålet om antifascisme er Mélenchon den, som havde modet til at stille op direkte imod Marine Le Pen i hendes eget valgdistrikt i 2012, og FI var centrale i organiseringen af sidste års sjældne massedemonstration imod fascisme. I mellemtiden har Ruffin stået bag de to mest udbredte politiske dokumentarer de sidste 30 år: Je veux de soleil (2019) om “de gule vestes” oprør (mindst 200.000 mennesker så den i de franske biografer) og Debout les femmes (2021) om arbejdet og kampene for kvindelige rengøringsassistenter og plejere.

FI ser præsidentvalget som en tid til afgørende politisk uddannelse og debat (2 ½ times politisk interview på prime time TV med spidskandidaterne). Tre af Mélenchons seneste lange TV interviews havde mere end 1,5 mio. seere på FIs YouTube-kanal. Han er en usædvanligt god taler. Hans februar-møde ved Montpellier med titlen “De rige er dovne” havde et publikum på 8.000 personer og 300.000 visninger på YouTube. For den politiske kamp for vores klasse gør FI sin del.

Bagvaskelse og sladder

Mélenchon er selvfølgelig mål for en imponerende smædekampagne, som højlydt har udbasuneret, at han er megaloman, racist, islamist, antisemit og nu også – en ven af Putin. De fleste af disse smædekampagner kommer fra højrefløjen, PS, De Grønne eller massemedierne, men bliver ind imellem også taget op af folk på den yderste venstrefløj. Smædekampagnerne har det sædvanlige forløb med en PS-pressemeddelelse, der siger: “Han er en ven af Putin”. Lidt venstreorienterede aviser skriver: “Det er almindeligt anerkendt, at han er en ven af Putin”, og del ubetænksomme mennesker, som er vagt tilknyttet venstrefløjen, stemmer “hjælpsomt” i med: “Kan du bevise, at han ikke er en lille smule pro-Putin om tirsdagen?” Der er ikke nok mennesker på venstrefløjen, som forstår, at alle dele af venstrefløjen skal forsvares med næb og klør mod smædekampagner af hele venstrefløjen. Corbyn-erfaringerne i Storbritannien viser, hvor vigtigt det er.

Målet for denne artikel har været at forklare vigtigheden af den spændende venstreorienterede valgkampagne, som FI står bag. Den er nemlig generelt underspillet på venstrefløjen internationalt. I min næste artikel vil jeg se på Mélenchons vision for udenrigspolitikken, hans venstrefløjs-patriotisme og nogle andre punkter, hvor marxister har vigtige uenigheder med ham.

2. marts 2022

John Mullen er en marxistisk aktivist, englænder og bosat i Paris-regionen. Han støtter La France Insoumise og skriver regelmæssigt på sin blog og andre sider om især fransk politik.

Oversat fra The Left Berlin af Bodil Olsen