Inlägg publicerade i “Samhälle”

Valgkampagne i Budapest. Foto: MrSilesian/Wikimedia. CC BY-SA 4.0

 

Med sin jordskredssejr ved valget den 4. april 2022 sikrede den højreorienterede premierminister Viktor Orban sin fjerde embedsperiode. 76 procent af parlamentet består nu af medlemmer fra det yderste højre, mange har bånd til nynazister eller nærer pro-russiske synspunkter.

 

Der en en lektie, der skal læres, af det katastrofale resultat. Orbans bud på at forblive ved magte byggede på, at han kunne beskytte ungarerne mod krigen i Østeuropa, og mod EU’s sparepolitik.

 

Oppositionen – alt fra grønne og socialliberale til fascisterne i Jobbik – derimod kunne blot love vælgerne “vestlige værdier,” og et had til Orban. Den forenede ungarske alliance bestod af en koalition af seks moderate oppositionspartier – der ville vælte Orban for enhver pris og var anført af den konservative Peter Marki-Zay. De kunne imidlertid ikke tilbyde et troværdigt alternativ, der appellerede til vælgerne udenfor de kosmopolitiske liberale bobler i Budapest.

 

Frie valg eksisterer fortsat i Ungarn, men den politiske arena er i ubalance og manipuleres, så den favoriserer regeringspartiet Fidesz, der kontrollerer de fleste medier og brugte otte gange mere på sin genvalgskampagne, end det er tilladt. Disse vilkår alene forklarer dog ikke, hvorfor den forenede opposition tabte. Opgivelsen af arbejderklasseværdier, fjernelsen af den radikale venstrefløj og en stædig afvisning af at tage stilling til krigen, var faktorer, der førte til det pinlige nederlag.

 

Ligestillings- og kønsgalskab truer nationen

Indtil februar drejede valgkampen sig om den såkaldte “ligestillings- og kønsgalskab, og behovet for at beskytte børn mod angivelig LGBT-propaganda.” I juni 2021 vedtog parlamentet diskriminerende love, der forbyder distribution af undervisningsmateriale, der skønnes af “fremme” homoseksualitet og transkønnedes rettigheder i landets skoler. En folkeafstemning om loven fandt sted samtidig med valget. Der blev imidlertid ikke afgivet stemmer nok til at gøre loven gyldig. Ungarske menneskerettighedsorganisationer havde nemlig opfordret vælgere, der var imod loven, til at ødelægge deres stemmeseddel.

 

Afstemningen var kernen i Fidesz’ valgkampagne, indtil Rusland påbegyndte sin kriminelle invasion af Ukraine. Til trods for Orbans pinlige relationer til Moskva, der atter kom under fornyet undersøgelse – især efter at Ukraines præsident Zelensky gjorde opmærksom på Orbans modvilje mod at tage kraftig afstand fra Putin – så var Fidesz atter i stand til at spinde en fortælling til sin egen fordel. Orban undlod at vælge side og lovede i stedet at holde Ungarn ude af konflikten. På valgplakater, på internettet og på de sociale medier lød budskabet: “Lad os bevare Ungarns fred og sikkerhed” og “Kun Fidesz kan skabe fred i Ungarn.”

 

Orbans strategi – hverken Moskva eller Kiev – skal mødes med skepsis, for at sige det mildt, for det viser, at der er tale om et overlap mellem forretning og udenrigspolitik mellem Budapest og Kreml. Ved ikke at tilslutte sig Vestens eskalerende retorik, kan det ligne en pragmatisk beslutning. Orbans neutralitet er dog mere motiveret af en positiv holdning til Putin og Ungarns overvældende afhængighed af russisk energi.

 

Til trods for den påståede neutralitet, så samarbejder Orban både med EU og med NATO, og nedlagde ikke veto mod sanktionerne mod Rusland, ligesom han heller ikke modsatte sig flere våbenforsendelser til Ukraine. Hans antikrigsholdning bliver dog endnu mere problematisk, når det betænkes, at Fidesz siden 2015, hvor de mange syriske flygtninge kom til Europa, har arbejdet på at dæmonisere og kriminalisere fredsbevægelserne. I 2021, da Israel brutalt dræbte flere hundrede civile i Gaza, var Ungarn det eneste EU-land, der nedlagde veto mod en øjeblikkelig våbenstilstand.

 

Oppositionen havde håbet på, at Orbans udenrigspolitik ville svække hans valgchancer, men hans falske antikrigstaktik ser ud til at have fungeret: Orban har iscenesat sig selv som den, der skal frelse ungarerne, og beskytte dem mod blodsudgydelserne i nabolandet. Samtidig lancerede regeringen en smædekampagne mod oppositionen, der blev anklaget for at være krigshetzere, og for at ville trække Ungarn ind i en potentiel nuklear konflikt.

 

Deja-vu: Jøder, den globale elite og den internationale venstrefløj

Kampagnen var en reaktion på oppositionens inddragelse af korruption, og genopretningen af de demokratiske institutioner. Orban anklagede oppositionens ledere for at samarbejde med Zelensky og for at ville destabilisere Ungarn. Orban afholdt sig ikke fra i sin sejrstale at genbruge den gamle antisemitiske retorik om, at oppositionen var en del af en større konspiration, anført af “den globale elite, George Soros, den internationale venstrefløj samt Zelensky, hvilket viser, hvem han anser for at være Ungarns fjender.

 

“Orban og Putin eller Vesten og Europa – det er det, der er på spil,” hed ét af Märki-Zays kampagneslogans. Det udtrykker oppositionens ønske om, i modsætning til Orban, at blive en del af et idealiseret Europa – det sted, hvor moralsk troværdighed kan genopbygges, efter at være  beskadiget af fejlslagne militære operationer i Afghanistan og Irak. Denne retorik var afgørende for oppositionens platform inden invasionen i Ukraine, men konflikten blev udvidet til også at handle om Øst kontra Vest, og om “civilisationernes sammenstød.”

 

Mens oppositionen fordømte det brutale overfald på Ukraine, så blev krigshandlingerne i Syrien, Yemen og Palæstina ikke fordømt. Både Fidesz og oppositionen svigtede, da det gjaldt “uciviliserede befolkninger” udenfor Vesten, der havde krav på solidaritet og medfølelse. Oppositionen stillede ikke krav om fx at fjerne den pigtråd ved grænsen til Serbien, der skulle holde ikke-europæiske flygtninge ude. I stedet slog koalitionen på, at Orban “var for blød overfor migranterne” og dét til trods for, at Ungarn har en indvandringspolitik, der er én af Europas mest brutale.

 

De liberale længes efter den mytiske ide om “vestlig velstand”, mens man ignorerer den blodige imperialistiske historie, der har gjort velstanden mulig, og man afstod fra selv den mindste kritik af de vestlige selskaber, der er ansvarlige for en stor del af Ungarns fattigdom (østeuropæiske økonomier er mindre udviklet og mere udbyttet). De liberales knæfald ændrer ikke på den kendsgerning, at EU-støttede vestlige selskaber vil holde Orban ved magten længst muligt, eftersom svage demokratier med autoritære tendenser gør det lettere at udbytte et land.

 

Orban: Frelser og forsoner

Øst kontra vest-problematikken forstærkes af invasionen i Ukraine. Her har Orban lovet at holde Ungarn intakt, set i lyset af den forestående fødevare- og energimangel, og også her kom den forenede opposition ultimativt til kort. For selv om deres valgkampagne primært fokuserede på en genopretning af demokratiet, og der kun var meget lidt om de økonomiske forhold, der spiller en væsentlig rolle for størstedelen af befolkningen, så var dette stærkt medvirkende til, at oppositionen klarede sig så dårligt. Et sandt demokrati for hele befolkningen kræver nødvendige forbedringer af arbejdernes vilkår, stærke fagforeninger og mindre ulighed, for at kunne fungere.

 

Som den ungarske politiske økonom, Tamás Gerocs sagde i et interview før valget: “Det er i orden at diskutere demokrati, men en udvidelse af arbejdernes rettigheder skal være ét af nøgleelementerne i en demokratiseringsproces. Det er umuligt at opbygge et demokrati, hvis der sker en udelukkelse af arbejdere, arbejdsløse samt andre – fordi det fører tilbage til illiberalismen.” Hvis vores næste mulighed for at slå Orban, så må vi huske på denne lære.”

 

8. april 2022

 

Oversat og bearbejdet fra Tribune af  Arne Lund

20 MAJ KL. 09:00–21 MAJ KL. 17:00

Evenemang av Mångkulturellt centrum – MKC och ABF Botkyrka-Salem

Mångkulturellt centrum – MKC och Hallunda Folkets Hus

Längd: 1 dag

Offentlig  · Alla på och utanför Facebook 

Begränsat antal platser! Anmäl dig här: https://www.abfbotkyrkasalem.se/konferens-mkc

Konferensen Minnespolitik, folkmord och rättvisa kommer att erbjuda en fördjupning i svåra frågor kopplade till folkmord och brott mot mänskligheten– frågor som många i det svenska samhället har erfarenheter av, inte minst i Botkyrka. Konferensen anordnas i anknytning till Mångkulturellt centrums nuvarande utställning.

20 Maj kl.09.00-17.00 – På Mångkulturellt centrum
21 Maj kl.09.00-17.00 – På Hallunda Folkets hus

Anmälan krävs! Anmäl dig här och läs fullständigt program: https://www.abfbotkyrkasalem.se/konferens-mkc

Teman som kommer att behandlas under konferensen är bland annat:

· Politik, juridik och rättvisa
· Minneskultur och minnespolitik
· Folkmord som pedagogisk utmaning
· Konstens möjligheter att bearbeta svåra minne

Konferensen anordnas av Mångkulturellt centrum i samarbete med ABF Botkyrka-Salem , som en del av ett kunskapsuppdrag från Botkyrka Kommun. 

Happy Svensson
redaktionen@dikko.nu

Vill du läsa mer om vad vi har skrivit på temat Våld i nära relationer gå in HÄR
Läs rapporten Skyddade personuppgifter – oskyddade personer i sin helhet

Att vara en oberoende tidning kostar pengar så vill du hjälpa oss med att betala vårt fika får du gärna swisha en slant till 123 242 83 40 eller bg: 5534-0046

Vill du annonsera eller sponsra, synas eller höras i våra media?
Kontakta oss på redaktionen@dikko.nu
eller ring 0768 44 51 61

IBAN: SE19 9500 0099 6042 1813 4395
BIC: NDEASESS

Det börjar aldrig med ett slag. Inte ens med hot. Normaliseringen går stegvis och pågår under lång tid. Brotten begås precis i vår närhet, men utan att vi ser det.  De våldsutsatta kvinnorna behöver både kvinnojourer och socialtjänst, skriver Veronica Palm. 

Arbetet mot mäns våld mot kvinnor går framåt. Lagar har skärpts, polisens arbete tydliggjorts, straffen blivit hårdare, utbildningsinsatser för att upptäcka har förbättrats och stöd till kvinnojourerna ökat. Det är bra. Men samtidigt blottas allvarliga luckor i skyddet för de kvinnor som lyckats fly.

I förra veckan rapporterade Jämställdhetsmyndigheten att antalet skyddade identitet har fördubblat, kanske som en följd av det intensifierade arbetet och ökad medvetenhet. De flesta kvinnor som får en skyddad identitet får det för de måste få skydd från sin ex-make, barnens pappa eller någon de älskat.

I rapporten finnas också en mindre undersökning som ger en skrämmande slutsats: Tre av fyra kvinnor får sin skyddade identiteter röjda av till exempel försäkringskassan, kommunen, barnens skola, bostadsbolaget eller arbetsförmedlingen. Det är naturligtvis helt oacceptabelt.

Innan det gått så långt att en våldsutsatt kvinna får skyddad identitet har hon levt med hot, terror och våld under lång tid, kanske decennier. Precis som andra delar av patriarkatet upprätthålls våldet genom att kvinnan själv bryts ner till att tror att det är normalt.

Det börjar aldrig med ett slag. Inte ens med hot. Normaliseringen går stegvis och pågår under lång tid. Inte sällan är den man som misshandlar den du minst anar. Den mest kärleksfulle och charmiga. En som verkligen bryr sig och är uppmärksam på vad hans partner gör – för uppmärksam. Successivt tar han mer och mer kontroll över större och större del av hennes liv.

Skammen över att har låtit sig luras, att ha blivit den slagna kvinnan och att ha valt fel man, är en anledning till att för få kvinnor berättar, tar sig ur en destruktiv relation och anmäler. Normaliseringen har helt enkelt fått dem att tro att de är medansvariga för att bli misshandlade av sin man. Men också kärlek, skammen över att varje gång tro att mannen hon älskar just den här gången verkligen menar när han snyftande efteråt säger: ”Förlåt. Jag vet inte vad som flög i mig. Det ska aldrig hända igen.”

Kvinnan som får skyddad identitet måste veta att de inte blir röjda för en förövare som bedömts vara en reell risk för hennes liv.

Brotten begås precis i vår närhet, men utan att vi ser det. Och allt för många kvinnor lever kvar i en destruktiv och våldsam relation, med den som kontrollerar hennes liv och när som helst kan slå henne.

Visst behövs det straff, hårda och kännbara straff för den som terroriserar en annan människa i hennes egna hem, bakom en stängd dörr till villan, radhuset eller lägenheten. Men framför allt behöver kvinnan stöd att ta sig vidare och veta att hon är trygg när hon tar steget. Nästan alltid accelererar våldet och den psykiska misshandeln när hon bestämmer sig för att ta lämna. Han förstår att han är på väg att tappa kontrollen och använder alla de verktyg han känner till för att kontrollera henne och inte bli avslöjad.

En stark grundfinansiering till landets kvinnojourer är helt avgörande för att ge det skyddade boende som kvinnan som flyr sitt hem behöver. Men inte bara, också kommunernas socialtjänst måste ha resurser nog för att kunna placera kvinnor på ett boende. Inte bara akut, utan under den tid det tar för henne att förstå vad hon varit med om. Det är, som sagt, ett brott som pågått under lång tid och som är normaliserat hos brottsoffret. Idag hinner bara ungefär hälften av kvinnorna gå vidare till en anmälan av sin förövare under den tid hon bor på ett skyddat boende.

Och så måste de som får skyddad identitet veta att den fungerar, att de inte blir röjda för en förövare som bedömts vara en reell risk för hennes liv. Allt annat är ett flagrant svek från det samhälle som ska ge skydd.

Veronica Palm är socialdemokratisk debattör och författare. Hon började sitt yrkesliv som barnskötare.

Inlägget Svik inte de våldsutsatta kvinnorna dök först upp på Dagens Arena.

Gör inte om misstagen från 2015. Ge dem som flyr från Ukraina lika rätt till SFI och annan komvuxutbildning, skriver riksdagskandidat (S) Gustav Landström.

Det är nu strax över en månad sen EU införde massflyktsdirektivet på grund av Rysslands invasion av Ukraina. Sen dess har miljontals flytt kriget in i EU, varav tiotusentals redan har sökt sig till Sverige.

Det är med stolthet som jag ser att Sverige återigen tar ett ansvar för ännu en flyktingkris, men det är också med en viss oro. Massflyktsdirektivet, som gäller för människor som flyr från just Ukraina, ger inte rätt till varken SFI, svenska för invandrare, eller annan utbildning inom komvux. Det bäddar för framtida problem.

En av de största utmaningarna efter flyktingkrisen 2015 har varit att få in folk i arbete och i samhällsgemenskapen. En av de största lärdomarna att dra var att språket var helt avgörande för att nå de målen.

Tyvärr drog både jag, och flera andra, den lärdomen försent. Idag kan vi se ett flertal problem kopplade till just bristande språkkunskaper inom exempelvis äldreomsorg, utbildning, och även generell arbetslöshet. Detta misstag kan vi inte riskera att återupprepa.

Om vi kan subventionera bensin- och elpriser och öka försvarsanslagen med tiotals miljarder så kan vi också tillhandahålla god utbildning för människor som flyr till Sverige.

De bristande språkkunskaperna leder inte bara till utanförskap vid fall av arbetslöshet för den enskilda individen. Det leder också till samhällsproblem som exempelvis att barn tvingas ta ett alldeles för stort ansvar för sina föräldrar, eller att äldre inte känner en trygghet inom äldreomsorgen för att de inte förstår personalen. Det första göder ett utanförskap i ung ålder, och det senare göder en farlig misstro i samhället.

Vi alla önskar självklart att kriget i Ukraina ska få ett snabbt och fredligt slut så att människor som flytt kan åka tillbaka till sina hem. Vi kan dock inte utforma vår politik utifrån kortsiktigt önsketänkande. Istället bör vi utforma vår politik utifrån vad vi vet fungerar i längden genom att erbjuda SFI och vidare komvuxutbildning redan från start. Detta för att säkra att människorna som flytt är på god väg in i samhällsgemenskapen om kriget skulle bli långvarigt. Om kriget istället skulle bli kortvarigt så är det dessutom positivt för Ukrainas framtida integration med EU att det finns medborgare i Ukraina som utbildat sig i Sverige.

Om vi kan subventionera bensin- och elpriser och öka försvarsanslagen med tiotals miljarder så kan vi också tillhandahålla god utbildning för människor som flyr till Sverige. Vi har faktiskt inte råd med motsatsen. Ge därför rätt till SFI och annan komvuxutbildning till människor som flytt från Ukraina till Sverige. Gör inte om samma misstag igen.

Gustav Österman, kandidat till riksdagen och kommunen för S i årets riksdagsval.

Inlägget Ge även Ukrainaflyktingar rätt till språkutbildning dök först upp på Dagens Arena.

Varför har vi en så dålig politisk journalistik i Sverige?  Ett exempel fick vi förra måndagen.

Då kom nyheten från USA att Joe Biden i den kommande budgeten för 2023 ska införa en miljardärsskatt. De absolut rikaste ska betala 360 miljarder dollar framförallt på sina kapitalvinster. Detta för att medverka till att finansiera Bidens planerade sociala satsningar. Att de rika kläms åt motiveras av det nuvarande skattesystemet som enligt Vita huset bidragit till att öka klyftorna.

Nyheten från USA borde föranlett stora artiklar i de dominerande svenska medierna. Men det tycks bara ha blivit notiser dagen därpå i finska Hufvudstadsbladet, Sveriges Radio och Dagens PS.

Detta trots att frågan om miljardärsskatt var stor i Sverige förra året, när en socialdemokratisk arbetsgrupp under ledning av Magdalena Andersson föreslog en sådan skatt.  Som emellertid sågades med ord som ”gangsterfasoner”, ”översitteri” och ”ekonomiskt hål i huvudet”.

Nog borde vår politiska journalistik klara av att koppla USA:s miljardärsskatt med Sveriges. Om man i USA kan diskutera en sådan skatt, varför är det ”översitteri” i Sverige?

Det beror knappast på att förmögenhetsklyftorna är större i USA än i Sverige. Av Andreas Cervenkas bok ”Girig-Sverige – så blev folkhemmet ett paradis för de superrika” framgår att det är tvärtom – vi har fler ultraförmögna per capita än amerikanarna.

På två år har Sverige fått 336 nya miljardärer, 14 nya varje månad. Idag har vi totalt 542 svenska miljardärer.

Inte heller är det så att det saknas behov som en miljardärsskatt skulle kunna fylla. I Sverige måste vi lösa en rad eftersatta områden om vi vill kalla oss ett folkhem.

SVT:s Uppdrag granskning har till exempel nyligen gjort en rad reportage om att sjukvården består av ett A- och B-lag, med starkt skiftande köer och dödstal beroende på vilken region man bor i. Vår a-kassa hör till de sämsta i Europa. Karensavdraget har återinförts, en bild av att klassamhället består. Många unga har inte råd med en bostad. Utsatta delar av Sverige saknar arbetsförmedling, sedan myndigheten havererat.

De politiska partiernas löfte om att höja försvarsutgifterna till 2 procent av BNP har dramatiserat fördelningsfrågorna.

Två procent är 40 miljarder. 40 miljarder, det är två tredjedelar av alla anslag till polisen, domstolarna och kriminalvården. Det är en fjärdedel av allt statligt stöd till skolan, äldreomsorgen och sjukvården. Så det går knappast att finansiera behoven genom att skära ner på någonting annat i budgeten.

Att höja inkomstskatterna är orimligt. Däremot är det uppenbart att det finns pengar att hämta i de växande arbetsfria inkomsterna.

Och måste vi inte – när kriget i Ukraina är över – hjälpa dem att återuppbygga det land som nu ligger i ruiner? Kommer inte ekonomin även hos oss att tappa fart av kriget, och snart kräva nya ekonomiska stimulanser?

Så länge våra skatter är på 70-talsnivå får vi en urholkad välfärd. Kort sagt: Staten behöver större skatteintäkter för att lösa ett stort antal behov som inte går att snacka bort.

Att höja inkomstskatterna är orimligt. Däremot är det uppenbart att det finns pengar att hämta i de växande arbetsfria inkomsterna.

Nu säger någon att vi måste dämpa avundsjukan. De flesta av de 542 svenska miljardärerna arbetar ju hårt, har förtjänat varje krona.

Och det marknadsekonomiska system som råder straffar ju dem som handlar klandervärt. Eller gör det inte det?  Vad var det han hette? Börje Ekholm, som har en astronomisk lön i Ericsson, samtidigt som det avslöjats att han dolt för aktieägarna att företaget sponsrat IS-terrorister i Irak. Han omväljs emellertid av bolagsstämman för att han anses oumbärlig.

En miljardärsskatt behövs för att klara välfärden och försvaret. Men det vore också ett sätt att visa att näringslivets toppar inte lever i sin egen värld, utan tillhör samhället.

Inlägget De rika måste beskattas mer dök först upp på Dagens Arena.

Ruinhobene har vi ganske vist været vidne til også i andre byer, i Beirut, Bagdad, Gaza, Grozny, Damaskus og mange andre steder. Men det er mere fornemmelsen af, at fundamentet for den forestillingsverden, ”nordisk socialisme bygger på (og debatten herom), langsomt, men sikkert, smuldrer foran vores øjne – at vi har nået et historisk vendepunkt. At denne forestillingsverden udspringer af en bestemt epoke og er bundet til den og vil forsvinde med den.

 

Der har været tegn på det et stykke tid: Globaliseringen er på skrump. Coronakrisen demonstrerede, at virksomhederne fik mangel på komponenter og råstoffer, især hvis de skulle komme langt væk fra. Den igangværende boykot og disinvesterings-kampagne mod Rusland er det hidtil voldsomste udtryk herfor.

 

Hvis Rusland beslutter sig for en kold fred og foreløbig stiller sig tilfreds med et par bidder, forsætter sanktionerne så? Hvilke konsekvenser vil det få? Vil det udløse en dyb økonomisk krise? Vil kriseløsningen blive at sætte yderligere fart på den oprustning, som allerede er i fuld gang? Vil verdensmarkedet blive tilpasset krigens logik, som det allerede er sket med Huawais markedsadgang. Vil vi opleve en ny nationalismens tidsalder, hvor globalister og kosmopolitter opfattes som en trussel – en fare. En fare mod hvad?

 

Jeg må nok hellere vende tilbage til anmeldelsen, selvom de begivenheder, der har fundet sted, siden Pelle Dragsteds bog Nordisk Socialisme udkom, ikke kan undgå at sætte sine spor.

 

Nordisk socialisme til debat
Anledningen? I februar udkom en studie- og debatbogen Er nordisk socialisme en farbar vej? skrevet af den tidligere Enhedsliste-borgmester Per Bregengaard, og aktivt medlem af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg. Bogens forord er således underskrevet af dette udvalg. På bagsiden angives formålet med udgivelsen: ”at udfordre og debattere Pelle Dragsteds Nordisk socialisme, at opsamle og bidrage til venstrefløjens diskussioner af hans forståelse af samfundsforholdene og ideer til en farbar vej til socialismen.”
Bogen sammenfatter i indledningen Pelles grundantagelser:

 

Nordisk socialisme eksisterer allerede:
• I form af en statsmagt, der begrænser markedsøkonomien for at afbøde dens ulemper.
• I form af offentlig og fællesejet infrastruktur, offentlige velfærdsinstitutioner og-ydelser.
• I form af demokratiske virksomheder (primært andelsforetagender) almene boliger, nogle pensionskasser og selvejende fonde, hvor den største er ATP samt statslige fonde som Vækstfonden.

 

Bogen følger i det store hele kapitelinddelingen i Nordisk Socialisme og introducerer læseren til den omfattende diskussion om bogen. På den vis er Per Bregengaard vores guide gennem stoffet, men ind i mellem tager han en anden kasket på. Her forvandler redaktøren af debattensig til i højere grad at være forfatter til i hans øjne manglende synspunkter – også nogle, der ikke er hans egne. De blødes op som i den resterende del af teksten. Det er vanskeligt at sætte sig mellem to stole uden at falde ned mellem dem, men problemet søges løst på denne vis (Bregengaard s 13).

 

Pædagogen/redaktøren og debattøren er i et stadigt spændingsforhold gennem bogen. Det præger de veje, der bliver valgt, og de veje, der bliver fravalgt. Læseren er imidlertid ikke i tvivl om Per Bregengaards evne til at lægge kritisk distance til Pelles projekt. Det beriger bogen og er i høj grad en grund til, at den er læseværdig og giver en lyst til at læse de mange indlæg i debatten, på samme måde som Nordisk Socialisme satte mig gang med at læse klassikere som Bernstein og Kautsky igen.

 

Per Bregengaard opsummerer sin vinkel:

 

“Barren for at tale om og skabe socialisme skal sænkes. Men vi skal også være utroligt bevidste om de udfordringer, forhindringer og dilemmaer, vi møder på vores socialistiske vej. Demokrati er lige så lidt som markedskræfter en ukompliceret snuptagsløsning. Vi står overfor magtfulde modstandere. Og hvem er det “vi”, der kan trænge dem tilbage og i sidste ende slå dem ud? Og hvad og hvem er det, der skal overvindes?” (Bregengaard s 10).

 

Debattøren stikker hovedet frem. Det meste af tiden må vi nøjes med pædagogen. Det er jo nu heller ikke så ringe endda. Debattøren har i forbindelse med udgivelsen af denne bog udfoldet sig om statsformer, sovjetter og arbejderråd på netmediet Solidaritet.dk

 

Det kan imidlertid ikke undgås, at debattøren Per Bregengaard leger med musen, men han må ikke slå den ihjel for pædagogen. Nordisk socialisme er rammen om debatbogen på godt og ondt, selvom jeg godt kunne ønske, at der blev åbnet for et bredere perspektiv. Dette gælder især bogens reformsigte, som jeg vil betegne som utopisk realisme.

 

Bogen omhandler mange emner, som det er vanskeligt at behandle på rimelig vis i en anmeldelse. Jeg vil i det følgende slå ned i nogle centrale problemstillinger. Jeg håber, det vil give appetit på flere gennem at læse og debattere bogen.

 

Utopisk realisme
I en artikel på den svenske hjemmeside Flamman (19.11.21) bliver Pelle Dragsted interviewet i anledning af udgivelsen af Nordisk Socialisme på svensk under overskriften: Vi må konfrontere ejerskabet.

 

Intervieweren spørger, om beskrivelsen af det danske socialdemokratis politik kan sammenfattes som offensiv velfærdspolitik kombineret med lov og orden.

 

Pelle Dragsted: ”Både retorisk og gennem visse politiske initiativer har Socialdemokratiet brudt med nyliberalismen. De har sænket pensionsalderen for visse grupper, lagt offensive velfærdsbudgetter og håndteret Corona-krisen på en socialt set god måde”.

 

Kernen i Pelle Dragsteds samfundsanalyse skal findes et lidt sært sted i den såkaldte outro, som er en slags fremtidsvision, der beskriver livet på en kunstig ø ud for København: Lynetteholm?

 

Her beskriver han også de konflikter, der er gået forud for utopien. Den ene handler om magtforholdene på arbejdsmarkedet:

 

”Efter ændringen af selskabsloven og introduktionen af det nye tokammersystem har du og kollegerne fået en helt ny rolle… Nu hvor ledelsen ikke bare skal stå til regnskab over for investorerne, men også skal varetage dine og dine kollegers interesser. Du føler dig først og fremmest tryg ved at vide, at investorer… ikke længere kan flytte produktionen ud til et land med lavere lønninger. Men de resultater kom ikke uden sværdslag. Arbejdsgiverforeningen truede med bål og brand og det var først den store europæiske strejkebølge efter finanskrisen, at kapitalejerne på tværs af Europa accepterede en ny magtdeling med lønmodtagerne. (Nordisk Socialisme s 345)

 

Tilsvarende løses klimakrisen relativt smerte- og konfliktfrit:

 

”Du kan stadig huske tilbage på valgaftenen og de dramatiske dage efter jordskredsvalget, inden der kunne præsenteres en tværpolitisk klimaregering, der erklærede, at alle andre politiske uenigheder ville blive sat til side, indtil en klimaplan, der levede op til Parisaftalen, var vedtaget. Mange troede dengang, at det ville være umuligt, men Danmark har faktisk kurs mod at blive CO2-neutralt allerede i 2045… Klimaregeringen … satte markedskræfterne til side og greb direkte ind i økonomien… Erhvervslivet var skeptisk, men rammestyringen viste sig at motivere til at levere grønne løsninger, der siden kunne eksporteres til resten af verden.” (Nordisk Socialisme, s 346)

 

Per Bregengaard citerer Pelle Dragsted for følgende: ”(Men) det er samtidigt klart, at nogle reformer vil blive mødt med kraftig modstand og i værste fald med investeringsstrejker og kapitalflugt (s. 154)” (Dragsted s 328- 329). Dernæst påpeger Pelle den internationale dimensions betydning med forankring, samarbejde og strategi, hvorefter han konkluderer: Dette er ikke denne bogs ærinde.

 

Per Bregengaard anvender store dele af slutkapitlet på at påpege denne sammenhæng. Når det ikke er bogens ærinde at bryde magthaverne og kapitalens modstand, hvad er da bogens ærinde?

 

Det fremgår af afsnittet ovenover:

 

”Der er uden tvivl et råderum for forandringer, som er langt større end det, vi bliver bildt ind over de seneste årtier, om at nationalstaten er stå magtesløse over for globaliseringen. Udviklingen af en demokratisk sektor behøver heller ikke på kort sigt at true den økonomiske elites interesser. (Bregengaard, s. 154)

 

Bogens ærinde er således at argumentere for udnyttelsen af et sådant reformråderum og en vision for disse reformer. Det er heri, den utopiske realisme består. Det er lidt som at spille skak med sig selv. Ingen for alvor overraskende træk, og det er lidt vanskeligt for alvor at blive uvenner med modstanderen.

 

Enhedslisten har gennem lang tid i Folketinget fremlagt realistiske forslag til reformprogrammer, hvor et af de mest omfattende og omdiskuterede er 100 dages-planen. Disse planer skal i henhold til regeringens regneprogrammer være fuldt finansierede og alt i alt have en positiv samfundsmæssig effekt. Den faktor, som regnedrengene m/k har forsømt at sætte ind i programmet, er klassekampen, dvs. de forskellige klassers reaktion på programmerne. Bortset fra simple markedssammenhænge, som at lav arbejdsløshed vil udløse lønglidning, og høje sociale ydelser vil udløse mindre udbud af arbejdskraft. Men reaktionerne fra det, som Mogens Lykketoft har betegnet som finansverdenens ”hysteriske kællinger” m/k, indgår ikke i ligningen.

 

Den problemstilling vil naturligvis tynge ti gange mere, når vi bliver præsenteret for et så omfattende reformprogram, der jo iflg. Pelle Dragsted drejer sig om ”ejerskabet”. Det er jo her, hysteriet for alvor sætter ind.

 

Hvis vi kigger ud over Europa og erfaringer for regeringer, der sætter en rød-grøn kurs, falder blikket på forløbet i Grækenland og Cypern.

 

For Grækenlands vedkommende var kapitalflugt, lukkede fabrikker og hård modstand fra Trojkaen, det vil sige EU-Kommissionen, Valutafonden og Den Europæiske Centralbank, en realitet fra dag et. Det betyder, hvad angår reformprogrammer, at en regering enten må bøje sig for overmagten eller udvikle en strategi, der kan sætte de nationale og europæiske magthavere skakmat. Kort og godt bygger Pelle Dragsteds strategi på en antagelse om, at magthaverne vil lade sig reformere og lade magten glide sig af hænde uden for alvor at sætte sig til modværge.

 

Lykkelig kappestrid mellem produktionsmåder?
Centralt i begge bøger er debatten om sameksistensen mellem forskellige produktionsmåder, og om konflikten kan løses, ved at den kooperative og demokratiske produktionsform udkonkurrerer den kapitalistiske. I denne debat er begrebet samfundsformation helt udeladt. Det var ellers et centralt begreb, da jeg deltog i min første studiekreds i 1970. Spørgsmålet er, om 70’er-generationen er lykkedes at forbedre marxismen på dette punkt. Eller om det er et udtryk for denne generations voldsomme tendens til at drage konklusioner ud fra de grundlæggende økonomiske relationer om politik, stat og bevidsthed.

 

I en samfundsformation dominerer den ene produktionsmåde de øvrige. Det sker i kapitalismen gennem marked, magt, bevidsthed og kultur.

 

Strøet rundt på siderne analyserer Per Bregengaard betingelserne for andelsforetagender på et kapitalistisk marked. Han har sammenfattet hele sit ræsonnement i Solidaritet:

 

”Konkurrence på markedet skaber imidlertid dilemmaer, som gode viljer og sund fornuft ikke blot overvinder. Umiddelbart betyder konkurrencen, at arbejderstyrede kooperativer og i virksomheder, hvor de har bestemmende indflydelse, kommer til at udøve den kapitalistiske arbejdsgivers rolle over for sig selv. Kniber det, må de ansatte fyre kolleger, sætte tempoet op og slække kvaliteten på en måde, som holdes skjult for kunderne. Virksomheden må ikke sakke agterud i konkurrencen og skal for en sikkerheds skyld gerne være forud. Solidariteten med klassefæller i konkurrerende virksomheder fordufter til fordel for: Den enes brød er den andens død. Konkurrencen trumfer alt, siger nogle. Markedet er en cancercelle i det store demokratiske fællesskab. Solidaritet 9.marts 2022.

Per Bregengaards beskrivelse passer ganske godt til mine oplevelser som fagligt aktivt og tillidsvalgt først i Elsam-koncernen og dernæst i AOF. Der er ikke noget i ejerforholdet, der bevirker, at vilkårene for de ansatte blev fundamentalt anderledes. Udfordringerne for fagligt arbejde var meget lig vilkårene på andre arbejdspladser. Markedet styrer, også i firmaer, hvis ejerform skulle indeholde kimen til fremtiden. Lønmodtagerbevidstheden og fremmedgørelsen er lige så udbredt i private som i fællesskabsejede virksomheder.

 

Den dominerende ideologi har gennem de seneste årtier taget form af ny-liberalismen. Denne ideologi har gennemtrængt enhver pore af samfundet fra familien, forsyningssektoren, andelsforetagender og den offentlige sektor. Individualismen og markedslogikken har styret.

 

Som flere debattører har påpeget, er der ikke noget i kooperativt og fællesskabsejede firmaer, der bevirker, at de trodser markedet og producerer ud fra andre etiske principper. Det er noget, som skal tilføres dem udefra, som en samfundsbevægelse byggende på stærke sociale og etiske holdninger.

 

Træningsbaner for socialismen
Styrken i debatten omkring nordisk socialisme, som også præger denne bog, er for mig at se, at den for det første stiller spørgsmålet: Hvordan vinder vi et befolkningsflertal for grundlæggende samfundsforandringer? Enhedslisten stillede sig for nogle år siden et mål om at blive venstrefløj i egen ret. Dette vil i sagens natur betyde ændring af sigtelinjerne, hvor 10 procent af vælgerne langt fra er tilfredsstillende. Den anden styrke er målsætningen om at forankre samfundsforandringernes drivkraft udenfor Folketinget, hvor bevægelser som klimabevægelsen og andelsbevægelsen kommer i centrum.

 

Hvor mange gange har vi ikke hørt sloganet om ”nationalisering af bankerne under de ansattes kontrol. ” Heri blev der lagt mange drømme om en spekulationsfri finanssektor, der blev centrum for en klima- og miljøpolitik, der skabte trivsel og beskæftigelse til alle.

 

Ved nærmere eftertanke kom spørgsmålet: Gad vide, hvad de ansatte ville bruge al den magt til? Hvilke drømme og håb havde de for fremtidens finanssektor og samfund? Pludselig blev kravet om nationalisering forandret fra en rød drøm til en nødløsning.

 

I Er nordisk socialisme en farbar vej? tages tråden op på de mange input om, hvordan der kan ske en ændring af bevidstheden og appetitten på blot at dele kagen.

 

Hvis visionen er, at demokratiet skal udvides til at omfatte alle samfundssfærer, og alle skal myndiggøres til at have en hånd på roret, så bliver træningsbaner af afgørende betydning, hvor man øver sig i at gennemskue markedets, bureaukratiets og magtfuldkommenhedens faldgruber og udvikle alternativer meddemokratisk kultur og selvledelse.

 

Sådanne træningsbaner findes mange steder – fra fagforeningen, andelsforeningen, samarbejdsudvalget og brugs- og indkøbsforeningen og de utallige miljø- og klimainitiativer, der springer op over alt i landet. Disse erfaringer vil giv appetitten på en samfund, hvor fællesskabet styrer, og bæredygtighed og solidaritet bliver centrale værdier. Det er en vigtig debat at holde i live.

 

Så hvis du ikke har fulgt debatten tæt om nordisk socialisme, kunne en begyndelse være at købe denne debatbog.

 

Per Bregengaard: Er nordisk socialisme farbar vej. Forlaget Bogen er udgivet på Bogforlaget Solidaritet. Marts 2022 – 205 sider, paperback, 120 kroner. Kan købes her

Det finns uppenbarligen en längtan efter den starke mannen, den starke familjefadern, den starke ledaren. Det konstaterar Gudrun Schyman som  vägrar och istället vill lyfta fram alla de kvinnor som envist arbetat för och fortsätter att arbeta för en värld utan våld. och Det verkar som om Rysslands invasion och pågående krigsbrottsliga handlingar i Ukraina […]

Inlägget Jag vägrar att kapitulera inför män i uniform! dök först upp på Fempers Nyheter.