Værnepligtige fra Danske Artilleriregiment i Oksbøl. Foto: John Randeris / Forsvaret
I aftalen forpligter parterne sig til over en 10-årig periode at hæve de danske forsvarsudgifter til 2 procent af bruttonationalproduktet. Samtidig vil partierne afskaffe det danske forsvarsforbehold overfor EU og gøre Danmark uafhængig af russisk gas over en årrække.
Med aftalen beslutter partierne en voldsom oprustning af Danmark. Samtidig vil de svække den selvbestemmelse, som forbeholdet overfor EU-hæren har givet siden 1993. Og endelig er aftalen en bombe under finansieringen af velfærden og – ikke mindst – den grønne omstilling.
Giver kun mening for rustningsindustrien
Det overgreb, som i disse uger udspiller sig i Ukraine, har synliggjort, at Putins Rusland er en militær stormagt, som er villig til at besætte og undertrykke andre landes befolkninger for at bevare eller genskabe en “interessesfære”, der ligger langt uden for landets grænser. Også i Europa er Putin villig til at besætte og tryne befolkninger, der ikke makker ret.
I en lang række lande – og desværre også i Danmark – er den forståelige bekymring og vrede, som disse overgreb har fremkaldt, blevet udnyttet til at fremme en dødsensfarlig oprustningsstrategi.
Kampagnen for yderligere NATO-oprustning er fuldstændig irrationel, hvis man da ikke lige ser det fra rustningsindustriens synsvinkel. Allerede nu er NATO militært set voldsomt overlegne. Ruslands militære kapacitet er stor, men anslås til at være mindre end blot to af de europæiske NATO-stormagter. Ruslands militærbudget var f.eks. i året 2020 61,7 mia. dollars, hvor tallene for NATO-landene samme år var f.eks.: Tyskland 52,2 mia., UK 59,2 mia., Frankrig 50,2 mia. og Italien 28,4 mia. Og så er der jo USA, der samme år brugte hele 778 mia. dollar! Kort sagt: NATO udgør allerede nu en fuldstændig overvældende militær overmagt – og er også langt “foran” mht. tempoet for yderligere oprustning.
Det er naturligvis et stort spørgsmål, hvad denne ca. faktor-15-overmagt egentlig kan bruges til, når det handler om atommagter, der hver for sig har kapacitet til at udslette verden – hvilket også afspejler sig i den nuværende krig. Men også dette peger udelukkende på, at vejen til en fredeligere verden er en helt anden end yderligere oprustning (læs f.eks. de seneste ugers kommentarer i linket nedenfor).
Sorte udsigter for finanslovene
Ud over at det nationale kompromis er en fejlagtig sikkerhedspolitisk strategi, er den imidlertid også en bombe under både velfærd og – især – klimaet. En forøgelse af forsvarsudgifterne til 2 procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2030 vil indebære, at Danmark i 2030 skal bruge en halv procent af BNP – svarende til knapt 18 mia. kr. mere på forsvaret. Hvert år. Med andre ord en stor forøgelse af udgifterne til forsvaret. Det samlede offentlige budget udgør – alt inklusive – ca. 2 procent af BNP.
Hvor pengene til oprustningen af forsvaret skal findes, er uklart ud fra aftaleteksten. Partierne forpligter sig på at finde de nødvendige midler, og statsministeren har også antydet, at det kommer til at betyde nedskæringer på en række andre områder af de offentlige udgifter.
Økonomiske tænketanke har anslået, at der er et såkaldt “økonomisk råderum” på godt 3 mia. kr. i 2030 ud fra de aftaler, der allerede er indgået – herunder sigtet om balance på de offentlige finanser. Det vil sige, at man med oprustningsbudgettet ikke bare vil bruge hele dette ”råderum”, men overskride det med 500 procent!
Måske er det derfor, at partierne bag aftalen også har besluttet, at budgetloven skal lempes. Fremover skal budgetloven tillade, at der kan være strukturelt underskud på den offentlige saldo på ned til 1 procent af BNP. Det er en lempelse på en halv procent af BNP. Det er snublende nært at slutte, at partierne på den korte bane vil dække de øgede forsvarsudgifter med større underskud på de offentlige finanser.
På den korte bane vil en finansiering af de øgede forsvarsudgifter med underskud på de offentlige finanser betyde, at man kan undlade at skære stort i øvrige offentlige udgifter til velfærd og sundhed. Men på sigt vil ufinansierede varige udgifter til forsvaret medføre øget gæld med renter og afdrag, som vil være med til at udhule udgifter til andre områder. Lempelsen af budgetloven kan derfor næppe siges at være en mulig varig finansiering af den øgede oprustning.
Klimabevægelsen må til kamp mod oprustningsforliget
Mette Frederiksen har allerede antydet, at lempelsen af budgetloven skal bruges til at undgå alt for drastiske angreb på velfærden på den korte bane. Men hvad så med den grønne omstilling, hvad med den allerede katastrofalt halvhjertede klimaindsats??
Hvis Danmark skal leve op til sit klimaansvar – og bare regeringens egne løfter – vil afviklingen af fossil energi m.v. kræve enorme udgifter i netop de kommende år. F.eks. etableringen af billig og effektiv kollektiv trafik, boostet af elektrisk infrastruktur, omstillingen af boligopvarmning osv. osv. Regeringens luftkasteller om at omstillingen kan blive en nærmest gratis omgang med stort set ’business as usual’, båret på magisk succes for markedskræfter og Power to X, er fuldstændig urealistiske. Der er brug for en radikal omstilling, som (bl.a.) vil koste mange, mange milliarder.
Dertil kommer den klimagæld til udviklingslandene, som endnu ikke er betalt. Danmarks rimelige del af de 100 mia. dollars pr. år, som på flere COP-møder er blevet lovet, udgør ca. 5 mia. kr. pr. år. Danmark betaler stadig kun en brøkdel af dette – og stjæler endda langt de fleste af midlerne fra den udviklingsbistand, vi gav i forvejen!
Heldigvis er klimabevægelsen fuldt bevidst om begge dele. De centrale krav ved ”Folkets klimamarch” forrige år, der fokuserede på finansloven, var således: ”20 mia. til grøn opstilling i Danmark – plus 5 mia. til klimabistand”.
Det kulsorte oprustningsforlig er derfor et katastrofalt benspænd for en sådan finanslov – og dermed også for Danmarks bidrag til at redde klimaet.
Endda også på andre måder: Forsvaret er en solid miljøsynder – især som storforbruger af fossile brændstoffer til køretøjer og fly. (Selv om det naturligvis er i en helt anden størrelsesorden end det danske, kan det i den forbindelse nævnes, at USA’s forsvar alene ved det fossile brændstofforbrug udleder CO2 på niveau med hele landet Portugal!) Mere udstyr, flere soldater, flere øvelser og missioner betyder øgede udledninger. Og investeringer i nyt materiel vil ligeledes betyde voldsomme CO2-udledninger der, hvor det produceres.
Også derfor er kampen mod oprustningsforliget en relevant kamp for klimabevægelserne.
Det burde være så indlysende for enhver: Brug pengene på at redde kloden – ikke på at kunne bombe den en ekstra gang!
SAP’s forretningsudvalg, den 16. marts 2022